Corona

Historiske billeder ruller over skærmen, imens jeg ser til fra sofakanten med øjne på stilke og mine hænder foran munden af forbavselse og rædsel. Hvordan kunne det komme så vidt? Spørger vi os selv forfærdet og truet. Truet på vores helbred, velfærd, økonomi og frihed.

Du er ikke til at få øje på med det blotte øje, men din hærgen er ubegribelig, usammenlignelig og knusende alvorlig. Du har ingen stemme. Alligevel er du på alles læber, på alle sprog. Med dig trækker du spor af krise med krise på. Menneskeligt, økonomisk. Ingen kan forudse resultatet af dig, når boet en gang skal gøres op.

Jeg er vred på dig. Du sætter en stopper for alting lige nu. Du skubber til angst og vrede. Med dig er jeg på vagt, konstant på overarbejde. Du er frustrerende, og jeg får lyst til råbe dit navn ud, som en vred sang fra 1980’erne: My pain, your thrill. You’re poison, running through my veins.

For du er gift i mit system. Som et fremmedlegeme flyder du i mine luftveje, imens mit system kæmper for at komme dig til livs. Et øjeblik forfærdes jeg og skal bruge min sparsomme energi til ikke at gå i panik over dig, imens jeg tænker på din nådesløse ageren og færden uden landegrænser.

I dit virusnavn er jeg isoleret fra omverden. Jeg har intet valg. Om du er i mit system eller ej, ved jeg ikke med sikkerhed. Hvis alt går vel, finder jeg aldrig ud af det.

Du trænger dig på alle forsyninger, og imens verden holder vejret, tvinger du os i knæ og til at ændre adfærd og strategi. Du tvinger os til samfundssind og sammenhold. Det er nu, vi som individer skal bevise vores værd som næstekærlige og tilgivende væsner.

Du er paradoksal som intet andet. Forfærdelse blandes med taknemlighed over at kunne tilbringe uforudsigelig ekstra meget tid med mine børn og mand. At jeg lever i overflod med hjemmebagte boller og pølsehorn. At jeg kan handle ind i køkkenskabene og fryseren eller et sted, hvor varer sættes ind i bagagerummet for mig, og med min fornuft godt ved, at der er mad nok til alle, hvis vi vil.

Du tvinger mig til at være lige nu, lige her og slippe min evindelige trang til planlægnings-tanker, og du giver mindfulness-kurser kamp til stregen. Vi har kun i dag, lige nu og her.

Og kun fremtiden vil vise, hvor mange prinsesseslotte, der kan bygges ud af papkasser og toiletruller og lidt maling, hvor mange gange vi kan nå at høre “Bom tjikke bom” med Kaj og Andrea, imens jeg hemmeligt ønsker at trykke på pauseknappen, det øjeblik de små begge ligger ned til “sove, sove, sove”, hvor mange modellervoks-ting vi kan nå at bygge, hvor mange togbaner, hvor mange bøger, hvor meget you-tube vi kan holde til.

Og fremtiden vil også vise, hvor mange sammen-skuds-koncerter, der vil blive afholdt på altanerne rundt omkring i verden.

Imens den første forfærdelse og chock langsomt sænker sig over landet, sidder jeg tilbage med et spørgsmål, der ganske kort kan besvares i retningen a la flagermus på et kinesisk marked tilbage i slutningen af forrige år. Men spørgsmålet er, om vi nogensinde kan få svar på mere end årsagen til din meningsløse og dødelige hersken?

At give op er ikke en mulighed, også selvom du presser mig til det yderste, og jeg i mit stille sind græder med hjertet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s