Tør du se den i øjnene – Heal the pain

Du er ubærlig. Umulig at leve med, men ikke mulig at leve uden. Du dukker op fra tid til anden. Med dit krøllede ansigt, der fortæller tusinde historier. Nogle nye, nogle gamle. Du er tåren på min kind og stikket i mit hjerte. Uro og hjertebanken – du tager alle midler i brug på din vej rundt i mit system.

Du er øjet, der ikke vil se og foden, der ikke kan bevæge sig fremad. Du er kroppen, der ikke vil føle og hovedet, der ikke kan forstå. Du er livstruende og livsbekræftende på én gang. I fuld udblæsning er du altomsluttende og kvælende. Ikke til at begribe, uretfærdig, hård, tung. Altædende og urimelig.

Noget af dig er kortvarig. Så fysisk og mentalt udfordrende, at beskrivelsen af dig bagefter ikke er til at gengive i detaljer, kun i overskrifter. Jeg går ind i dig velvidende, at jeg ikke kan kontrollere dig og din urkraft. På livets vej går du forrest og viser mig det ypperste min krop kan præstere, og på et split sekund transformeres du til kærlighed i det guddommeliges tegn.

Noget af dig forsvinder aldrig, men falmer med tiden i solen og vinden. I rette folder finder denne del af dig vej til et acceptabelt sted i mit indre. Som et vidnedsbyrd om, at noget ikke kan ændres eller glemmes, for selv tiden kan ikke få bugt med hele dig.

Noget af dig kan ses med det blotte øje – noget af dig kan kun ses med sjælens øje.

Noget af dig kan tranformeres til sorg.

Du kan opstå pludseligt og uden advarsel eller komme snigende ud af rygsækken, trods alverdens lukkemekanismer og omhyggelige forsøg på fortrængning. Med dig kan du trække et efterslæb af minder og følelser frem, hvor du kan vokse og skabe yderligere frygt, lidelse og hjælpeløshed.

Jeg inviterer dig frem i lyset nu. Jeg ønsker ikke længere at gøre modstand. Jeg er ikke længere bange for dig. Du er ikke længere en kamp, der synes umulig at vinde. I lyset bliver du mindre. Jeg lytter til dig, og for første gang ser jeg dig virkelig. Hvad du kommer af og fra.

Jeg takker dig for dit virke som forsvarsmekanisme og erkender, at verden ikke er sort/hvid. Heller ikke dig. Det øjeblik, jeg tør se dig i øjnene, uden at hverken blinke eller dreje hovedet væk, rækker du mig en hånd og hjælper mig på benene.

I det øjeblik, du forlader mig, kan jeg igen trække mit vejr og langsomt kan håb og mod atter spire frem. Og min styrke kan vende tilbage, siger jeg stille for mig selv. Dér vender du dig mod mig, imens jeg holder vejret. Var det mon for godt til at være sandt, at du var ved at gå din vej?

Din styrke har aldrig forladt dig, fortæller du mig, imens du anerkendende nikker til mig. Det var den, der bragte os hertil, siger du overbevisende, imens du vender rundt og bevæger dig væk fra mig. Og for en stund ånder jeg lettet op. Solen bryder frem, og jeg lytter til mit idol, der synger “Be good to yourself ’cause nobody else has the power to make you happy”. Heal the pain/George Michael.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s