Så flyt dog for fanden den bil! Hey, ja dig i den røde bil, flyt den dog for helvede! Jeg skal jo ned og tømme containeren! Det råbte du i arrigskab til mig på lang afstand, imens du hamrede hornet i bund. Din vrede og frustration var ikke til at misforstå. Det var som om, jeg kunne se røgen komme ud af dine ører. Jeg kunne mærke dit blod bruse og dine knyttede næver. Du skræmte mig. Du gjorde mig bange. Du gjorde mig vred. Og pludselig var jeg en lille pige igen. Jeg vidste ikke, hvad der skete. Jeg kunne ikke sætte ord på det.

Måske havde du haft en dårlig morgen? Du var kommet for sent op, og din toast var brændt på. Måske var konen skredet og teenageren ikke til at få ud af sengen. Skuffen med tøj ville ikke lukke, så du skubbede den i med al din kraft, indtil den bukkede under for din vilje til at holde sammen på og gemme væk. Vred og frustreret satte du dig ind i din bil og kørte på arbejde. Det skulle bare overstås.

Hvad er det, der sker, tænkte du. Hvorfor er alle så latterlige og åndsvage, at de ikke kan forstå og se? Hvad er der dog galt med alle mennesker for tiden? Og det lykkeligste land, min bare røv! Og hvad bilder jeg mig så ind at blokere dit arbejdsområde? Jeg må da være helt fra den, når jeg ikke kan se og rette mig efter parkering forbudt skiltet. Continue reading “Jeg er din barndoms vrede” →