Kære farmor (og vejen til det indre kompas)

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ Leave a comment

Vi har netop fejret din 94 års fødselsdag. Det var så dejligt at være med til at fejre dig.

Som altid tog du imod mig med åbne arme. Og min mand. Og vores to små piger. Jeg sender dig de fine billeder, vi fik taget sammen med far. Fire generationer. Fem hjerter.

Tusind tak for de fine vaser, jeg fik af dig. Foræret i kærlighedens og familiebåndets navn. Som et vidnesbyrd om, at blodets bånd er et særligt bånd. Og jeg er glad og taknemlig over også at have fået historien, der knytter sig til dem, med. Ærligt og sårbart. Det gør dem ekstra særlige for mig.

Jeg ville gerne have spurgt dig, hvordan det er at kunne se tilbage på et langt liv? At kunne huske krigen? Sin søns 70 års fødselsdag? At befinde sig i livets vinter? Hvad du drømte om som ung?

Jeg ville også gerne have fortalt dig lidt mere om, hvad der rør sig hos mig. Så det vil jeg gøre her. Ærligt og sårbart.

Continue reading “Kære farmor (og vejen til det indre kompas)” →

Har du ikke noget godt at sige…

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ 2 Comments

så lad være med at sige noget.

Det gælder også for din egen indre kritiker/hammer. Men, hvordan er det så lige, at man får stoppet den (når nu man har lyttet til den så længe)?

Jeg plejede at dulme min med kage og chokolade. Et quick-fix med en meget kort nydelse og en meget lang efterreaktion, der spredte sig som ringe i vandet og samlede sig på badevægten.

Nu udfordrer jeg den kritiske stemme/hammer og gør en af følgende ting:

Continue reading “Har du ikke noget godt at sige…” →

Hvad er din Silver Lining?

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ Leave a comment

For 5 dage siden lancerede jeg “Silver Lining Walks”. Jeg sendte det ud i universet og håbede og glædede mig til alle de ture, jeg skulle gå sammen med andre kvinder i den smukke skov. Vi skulle meditere, gå i stilhed og bare være med det, der dukker op, når man giver sig selv lov til at lytte efter, hvad der sker inden i én.

Efter ikke én eneste tilmelding på 5 dage, havde jeg valget om

Continue reading “Hvad er din Silver Lining?” →

Kamæleonen, der holdt op med at pille løg

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ Leave a comment

Med ønsket om løsninger og en bøn om at blive reddet tjekkede jeg ind til ophav, opgaver og ord i spandevis. Ikke blot på værelse nr. 200, men også hos mig selv.

Jeg fandt mig selv i paradokset om aldrig at blive den samme, og samtidig frygten for ikke at blive mig selv. Om at give slip og frygten for at give slip på mig selv.

Med skyhøje forventninger til mening, mennesker og mad. Højest af dem alle var dog forventningerne til mig selv.

2 nætter, 50 timer…

Continue reading “Kamæleonen, der holdt op med at pille løg” →

Du danske ferieland – Vil du være mit (igen)?

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ 2 Comments

Jeg har flygtet (langt) væk fra dig. Fordi du ikke kunne tilbyde noget særligt, bildte jeg mig ind. Fordi du ikke kunne tilfredsstille min længsel for eventyr og utrolige naturfænomener.

Du var for lille, for flad, for kedelig, fortalte jeg mig selv gang på gang. Hvad havde du da at byde på? Ingen flotte bjergkæder og dybe skovsøer, intet eksotisk dyreliv, ingen hyggelige tavernaer på stranden. Og med dit

Continue reading “Du danske ferieland – Vil du være mit (igen)?” →

Bag lukkede øjne skinner solen altid

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ 1 Comment

Om spring og overspringstanker

Jeg så mig selv stå på 10-meters vippen og hørte stemmen indeni: bare spring ud i det. Bare spring. Det kan jeg ikke, hviskede jeg tilbage. Det er for hårdt, for grænseoverskridende, for sindssygt, for alt muligt. Jeg tager trappen ned igen. Jeg skal ikke springe, tænkte jeg, imens min indre biograf spillede den korteste version af en kortfilm i mands minde. Den slags

Continue reading “Bag lukkede øjne skinner solen altid” →

Tør du se den i øjnene – Heal the pain

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ Leave a comment

Du er ubærlig. Umulig at leve med, men ikke mulig at leve uden. Du dukker op fra tid til anden. Med dit krøllede ansigt, der fortæller tusinde historier. Nogle nye, nogle gamle. Du er tåren på min kind og stikket i mit hjerte. Uro og hjertebanken – du tager alle midler i brug på din vej rundt i mit system.

Du er øjet, der ikke vil se og foden, der ikke kan bevæge sig fremad. Du er kroppen, der ikke vil føle og hovedet, der ikke kan forstå. Du er livstruende og livsbekræftende på én gang. I fuld udblæsning er du altomsluttende og kvælende. Ikke til at begribe, uretfærdig, hård, tung. Altædende og urimelig.

Continue reading “Tør du se den i øjnene – Heal the pain” →

Coronavirus – Part II (yes this post is in English – I will explain why…)

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ 2 Comments

I have forgotten to appreciate the small things, the big things and this thing we call life.

In these past 4 weeks, were I have been cooped up inside (and outside in the garden), isolated from everything and everyone (apart from my husband and two young girls). I have not been anywhere, no supermarket or shop in 4 weeks, due to Coronavirus.

I have been focusing on all the things that this Coronavirus-situation was limiting me from doing. I felt ill and lost for energy (I have not been tested, due to mild symptoms, but I know that I had it as I have never felt like that before…) I felt robbed of my time, my business (life), my social life. I was furious and feeling sad and upset when I saw the news and when I listened to my own sad I-am-a-victim-storytelling-song that seemed to go around in my head like a non stop playlist.

I have been screaming and crying and yelling. I have been so frustrated that all my plans had be changed – it wasn’t fair! I have been looking at my bank account and thought how will I possible get through this crisis?

Continue reading “Coronavirus – Part II (yes this post is in English – I will explain why…)” →

Corona

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ Leave a comment

Historiske billeder ruller over skærmen, imens jeg ser til fra sofakanten med øjne på stilke og mine hænder foran munden af forbavselse og rædsel. Hvordan kunne det komme så vidt? Spørger vi os selv forfærdet og truet. Truet på vores helbred, velfærd, økonomi og frihed.

Du er ikke til at få øje på med det blotte øje, men din hærgen er ubegribelig, usammenlignelig og knusende alvorlig. Du har ingen stemme. Alligevel er du på alles læber, på alle sprog. Med dig trækker du spor af krise med krise på. Menneskeligt, økonomisk. Ingen kan forudse resultatet af dig, når boet en gang skal gøres op.

Jeg er vred på dig. Du sætter en stopper for alting lige nu. Du skubber til angst og vrede. Med dig er jeg på vagt, konstant på overarbejde. Du er frustrerende, og jeg får lyst til råbe dit navn ud, som en vred sang fra 1980’erne: My pain, your thrill. You’re poison, running through my veins.

Continue reading “Corona” →