Sværd eller stifinder

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ Leave a comment

I mange år flygtede jeg fra dig. Du sagde mig ikke rigtig noget. Du var kedelig og uinspirerende. Jeg så kun en side af dig, og den var mest grå og trist. Du var ligegyldig og uden betydning. Jeg længtes kun efter at udskifte dig med, hvad jeg fandt var, din dimentrale modsætning. For først da kunne jeg komme til at leve, rigtigt leve og udleve mine drømme. Jeg kunne ikke gøre op med mig selv, om du var et sværd, jeg skulle kæmpe imod, eller om du i virkeligheden prøvede at vise mig, at der var en anden vej.

Jeg gad ikke en gang tage billeder af dig. Det var spild af tid, synes jeg. Du kunne jo alligevel ikke gøre dig på de sociale medier. Hvem gad se billeder og høre historier om dig der? Der var jo hverken noget glamourøst eller sensationelt over dig. Alle kendte jo til dig. Du var ikke nyhedsstof og helt ærligt, hang du mig langt ud af halsen. I årevis. Du kunne på ingen måde hamle op med din sjovere og mere farverige lillesøster. Dobbelt så lang og dobbelt så irreterende var du. Og jeg har brugt meget tid på at planlægge og drømme mig væk fra dig og dit. Continue reading “Sværd eller stifinder” →

Fra tanke til hjerte

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ Leave a comment

Du kom snigende, jeg så dig slet ikke. Jeg bemærkede dig slet ikke. Du startede som en lille spæd stemme inden i. Og nu gør du dig i store armbevægelser og insisterende sprogbrug. Og tegnbrug. Og drømme. Og som en biograf. Og som en podcast. Intet holder dig tilbage mere. Når du først folder dig ud, bliver jeg målløs, ydmyg og taknemmelig. Du viser vej, uden lommelygte og tekniske gadgets. Du bruger bare dit kompas, siger du til mig. Et kompas, som altid viser, hvilken vej pilen skal vende.

I starten var jeg bange for dig. Jeg var bange for at lytte efter, hvad du mente, du havde at sige til mig. Måske ønskede jeg i virkeligheden ikke, at du skulle have så stor en magt og indflydelse i mit liv? Eller også er du mine længslers svar på netop det, der får mig til at fungere som et helt menneske?

Jeg har ikke spurgt dig til råds eller inviteret dig indenfor. Jeg kendte dig faktisk ikke særlig godt. Kendte dig kun af navn, og at du tilhørte noget, som jeg ikke tænkte, jeg skulle have fingrene ned i eller have noget som helst at gøre med, du bosatte dig bare. Du satte teltpløkkerne i og proklamerede, at her, lige her i midten af det hele, ville du slå dig ned. Med den bedste udsigt og de frie rammer. Her ville du blive gammel, sagde du.

Continue reading “Fra tanke til hjerte” →

I skuffelsens og misforståethedens navn

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ Leave a comment

Jeg kan mærke på dig, at du er sur på mig eller er du mere skuffet? Måske begge dele? Det er en følelse, som du kender rigtig godt. Du er vokset op med den. Skuffelsen er din tro følgesvend. Man ved, hvad man har, ikke hvad man får. Man skal ikke glæde sig for tidligt, for så bliver man bare skuffet. Skuffet og ked af det. Man ender med at føle sig misforstået, hver gang man åbner munden.

Heldigvis findes der midler, hvorpå man kan komme skuffelsen i møde. Man kan pakke sig selv ind i tilstrækkelig mange lag af fordomme og forforståelser om, hvordan andre er og agerer. Rammer man plet, så bliver man jo ikke skuffet, vel? Continue reading “I skuffelsens og misforståethedens navn” →

Den gode, den dårlige og den misforståede

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ Leave a comment

Må jeg sætte mig her? spørger du, og inden jeg når at svare, indtager du sofaen ved at smække benene op og lægge armene over kors. Hvorfor skal du altid være så påtrængende og dominerede? Det er som om, du altid har et modsvar eller snarere et modspørgsmål til alt, hvad jeg siger og gør. Kan du da ikke bare lade mig være i fred? Nogle gange ville jeg ønske, at du var en telefonsamtale, hvor jeg bare kunne lægge røret på, så jeg ikke hele tiden skal høre på, hvad du siger til mig. Du snakker for meget. Du fylder for meget. Du er i det hele taget bare for meget.

Men jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal sige det til dig. Måske er jeg bange for din reaktion? Og hvad du så kan finde på? Selvom du paradoksalt nok er så forudsigende, at det skriger til himlen. Du er på mange måder forudsigeligheden selv. Og på trods af det, så kommer du snigende som en tyv om natten og frarøver mig min søvn. Jeg prøver at lade være med at vande dig, men det er som om, du har slået så dybe rødder, at der ikke findes et entydigt svar på, hvad der skal til for at få dig til at holde igen med din overflod af torne. Continue reading “Den gode, den dårlige og den misforståede” →

Kære krop

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ 3 Comments

Du smiler til mig. Byder mig op til dans. Du kan slet ikke stå stille. Den er da meget fed siger du, og henviser til min nye playliste, som er resultatet af min nyfundne kærlighed til de danske sangskatte. Du hopper og danser. Lige der foran spejlet. Du lader mig se dig. Du må godt komme tættere på, siger du, se på mig, som den jeg er med alt, hvad det indebærer. Du er som sædvanlig ligeglad med spejlbilledet, du lever lige nu og her, og for første gang i lang tid forsikrer du mig om vigtigheden i at give skrådtopfingeren til samfundets entydige ideelle kropsbillede i stedet for at give den til dit spejlbillede.

Gør det noget det hænger lidt?, spørger du mig. Helt ærlig, siger du. Vi er jo ikke 17 år mere. Vi er voksne nu og mere til. Og det går op for mig, at det er da helt ude af probationer, at jeg stadig forsøger at presse et skønhedsideal ned over dig, som du ikke kan leve op til, når du står der og mest af alt bare har brug for et knus og ikke en lektie eller opsang i, hvorfor dit og hvorfor dat. Hvordan skal du dog kunne navigere med alt det skældud? Jeg har udsat dig for Feng shui, men der er bare nogle ting, som skal have plads og som ikke skal fjernes og smides væk. Continue reading “Kære krop” →

Jeg er din barndoms vrede

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ 1 Comment

Så flyt dog for fanden den bil! Hey, ja dig i den røde bil, flyt den dog for helvede! Jeg skal jo ned og tømme containeren! Det råbte du i arrigskab til mig på lang afstand, imens du hamrede hornet i bund. Din vrede og frustration var ikke til at misforstå. Det var som om, jeg kunne se røgen komme ud af dine ører. Jeg kunne mærke dit blod bruse og dine knyttede næver. Du skræmte mig. Du gjorde mig bange. Du gjorde mig vred. Og pludselig var jeg en lille pige igen. Jeg vidste ikke, hvad der skete. Jeg kunne ikke sætte ord på det.

Måske havde du haft en dårlig morgen? Du var kommet for sent op, og din toast var brændt på. Måske var konen skredet og teenageren ikke til at få ud af sengen. Skuffen med tøj ville ikke lukke, så du skubbede den i med al din kraft, indtil den bukkede under for din vilje til at holde sammen på og gemme væk. Vred og frustreret satte du dig ind i din bil og kørte på arbejde. Det skulle bare overstås.

Hvad er det, der sker, tænkte du. Hvorfor er alle så latterlige og åndsvage, at de ikke kan forstå og se? Hvad er der dog galt med alle mennesker for tiden? Og det lykkeligste land, min bare røv! Og hvad bilder jeg mig så ind at blokere dit arbejdsområde? Jeg må da være helt fra den, når jeg ikke kan se og rette mig efter parkering forbudt skiltet. Continue reading “Jeg er din barndoms vrede” →

Du danske sprog jeg har savnet dig (sorry this one is dedicated to my Danish language)

~ Jonna Viborg Heathwaite - Silver Lining Writing ~ 2 Comments

Et velkendt landskab. En særlig ø, en særlig placering. En ø, der ved et tilfælde (for)blev dansk. Et velkendt sprog.

Du danske sprog, jeg har glemt dig. Jeg har glemt, at du er en del af mig. En større del af mig, end jeg har villet indrømme overfor mig selv og resten af (om)verden. Jeg har glemt, hvad du betyder for mig, og hvad du gør ved mig.

Et sprog er ikke bare et sprog. Det er den knusende, hudløse, ærlige og usammenlignelig måde at mærke, føle og høre lydene på i sit indre. I sit hoved. I sit hjerte. Sådan er du for mig. Undskyld. Jeg har ikke ladet dig komme til din ret. Jeg har forsømt dig, fordi jeg ikke troede, du kunne noget særligt. Eller måske var det fordi, jeg troede, at jeg ikke kunne noget særligt sammen med dig. Så jeg søgte tilflugt i det engelske sprog.

At du har færre ord end engelsk, har jeg altid beskyldt dig for. Du kan stå der med dine tre ekstra vokaler, men du kan stadig ikke nå det engelske sprog til sokkeholderne, når det kommer til antal ord og sammensætninger. Du havde ikke nuancer nok, bildte jeg mig ind. Du var for snæversynet, for fastlåst, for begrænsende, for grim en lyd i min mund og mit indre. Du repræsenterede de hårde og svære ord, stemninger og følelser fra min barndom. Jeg ønskede ikke at høre dig i mit hoved, så selv min intuition begyndte at tale engelsk til mig. Continue reading “Du danske sprog jeg har savnet dig (sorry this one is dedicated to my Danish language)” →