Processen der trådte ud af skyggen

Jeg havde det virkelig dårligt og kunne slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne komme igennem det. Hver dag føltes som en kamp. Som at skrige under vand. Som at slå i en dyne. Som konstant at banke hovedet mod en mur. Som at stå i stampe. Som at træde vande. Som at skrige i afmagt og frustration uden nogen hørte noget eller gjorde noget, inklusiv mig selv. Intet fungerede. Jeg stod, for at sige det helt ærligt, i lort til halsen. Det var ren og skær overlevelse. Hver dag.

Men jeg har det rigtig godt i dag, fordi jeg tog mig selv alvorligt og kastede mig ud i noget, der var godt for mig, der åbnede mine øjne til at se anderledes på mig selv og mit liv. Helt ude af min komfortzone, men altså man skal jo også gøre noget andet for at få noget andet. Og når først jeg havde knækket den kode, så kom der ligesom flow i det hele. En morgen tog jeg mig selv i at smile til mig selv i spejlet og mærke en følelse i kroppen, at det her nok skal blive godt. Jeg havde fundet håb. De mørke skyer var væk, og pludseligt kunne jeg se muligheder frem for begrænsninger. Det var som nat og dag.

Continue reading “Processen der trådte ud af skyggen”

Hvor lang tid tager det?

Hvor lang tid tager det at bage en chokoladekage (og er der i forberedelsestiden taget højde for, at du har målt og vejet alle ingredienserne, taget alt ud af køleskab og skuffer, som skal bruges, endnu en tur til supermarkedet, fordi du glemte noget, og at du har vasket dine hænder)? At komme på plads efter en flytning? At kunne tilgive? At blive stressfri? Før du opdager, at sætningen “Så tag dig dog sammen!” aldrig har gavnet noget eller nogen.

Før du ser, accepterer, anerkender og tør gøre noget andet, end det du plejer. Før du ser detaljerne i det store billede (som afsløres nederst i dette blogindlæg).

Continue reading “Hvor lang tid tager det?”

Minderne har du da lov at ha

Frisk som en havørn. En ny begyndelse. Som en indestængt længsel eller måske glæde. Som det lille barn, der glæder sig. Den uspolerede glæde. Lysten og spændingen blandet med duften af nyt papir, friskt og helt sprødt.

Kun den ene dag. Kun den ene aften. Kun den ene nat. Hvor du kan lægge planer med ja-hatten trukket helt ned om ørerne. Ja, jeg gør det. Ja, jeg kan (godt alt, hvad jeg sætter mig for på denne helt særlige dag på året). Med stemningen og glasset i vejret. Fornøjet og veltilpas med lige den rette mængde optimisme og for en stund, bekymringsfri tilstand. Som en stående kontrast til alle de løfter og velmenende sætninger, der for snart et år siden fyldte hovedet med planer, som nu skuffende må se i øjenene, at det ikke gik som planlagt.

Hvad kom der dog i vejen? Hverdagen? Livet? Valg blev truffet. Ting skete (bare). Nogle var du selv bevidst om, andre var du ikke herre over.

Continue reading “Minderne har du da lov at ha”

Blodets brusen og havets bånd

Jeg kendte dig ikke særlig godt. Dog delte vi både blod og fødselsdagsmåned. Men det var ikke bare slægt og november, vi havde tilfælles. Du var blond og eventyrlysten, og som ung rejste du på de store have indtil du gik i land, mødte kærligheden og slog dig ned.

Til din begravelse takkede jeg dig for is. Det lyder måske helt skørt, men de blev givet i kærlighed og overskud. Med et smil på læben og en fast hånd at holde i, da vi måtte gå en ekstra tur rundt i gaderne, så jeg kunne få beviserne skaffet af vejen, inden vi kom hjem igen.

Jeg er ked af, at vi ikke kendte hinanden bedre, men det var svært med afstanden og de ord og handlinger, der blev tiet ihjel.

Continue reading “Blodets brusen og havets bånd”

Kringlet, krøllet og kreativ

I afhængighedens forførende og altoverskyggende rus kan jeg ikke slippe dig. Du er under huden på mig. Der sidder du og suger af min livskraft, tilbagelænet og med korslagte arme. Er der et i morgen? Hvordan ser det ud? Jeg skal kunne mærke dig. Mærke dine tanker, ideer og det, der bor inden i dig. Hvad drømmer du om? Hvor vil du hen? Hvad er visionen? Hvad er missionen?

Det er ikke så lige til. Det kræver tillid og tid at åbne sig. Man bliver pludselig så såbar. Bag facaden gemmer der sig hjerteblod, sved og tårer. Et brændende ønske om at ville noget andet. Noget mere. Noget større. Noget givende. Noget tilfredsstillende.

Med hovedet på puden trækker du vejret dybt ind. Der er ro på. For det meste, altså. For der er også sommerfugle hist og pist. Men det er de gode af slagsens, som når du ligger og tænker i ord, billeder og sammenhænge. Pludselig bliver løsningen synlig for dig, og du skriver stikord på telefonen. Med et smil på læben falder du i søvn. De kreative tanker hviler aldrig hos dig, de ser konstant sammenhænge og nye muligheder.

Continue reading “Kringlet, krøllet og kreativ”

Den dag hammeren missede et slag

Fordømmende ord, men mest spørgsmål bliver det til og ofte af den slags, der slutter med “ikke”. Hvorfor kan du ikke? Hvorfor gør du ikke? Men du har også din egen personlige favorit, som varierer fra situation til situation, men som altid starter med: Du burde også gøre…gør du ikke?

Det er ikke god stil at svare på et spørgsnål med et spørgsmål, siger du og jeg kan godt se på dig, at du ikke er begejstret for at blive skubbet ud af din komfortzone. Men lige i dag har jeg fået nok af dine spørgsmål og som et lille nysgerrigt barn, der stiller spørgsmål konstant om hvorfor dit og hvorfor dat, rammer jeg dig nu med modspørgsmål som, hvorfor kan jeg ikke tillade mig at hvile mig, pleje min ømme hals og mit trætte hoved?

Continue reading “Den dag hammeren missede et slag”