v/Jonna Viborg Heathwaite – freelance skribent og tekstforfatter
Mit blogindlæg nummer 100 havde jeg tænkt som et festfyrværkeri af en milepæl. Et bevis på, at tingene kører i bedste velgående. Jeg har styr på det hele. Men midt i drømmen om nummer 100, der skulle stå bøjet i neon med et baggrundsbillede, der var intet mindre end enestående, havde jeg overset,
Continue reading “100”
Om spring og overspringstanker
Jeg så mig selv stå på 10-meters vippen og hørte stemmen indeni: bare spring ud i det. Bare spring. Det kan jeg ikke, hviskede jeg tilbage. Det er for hårdt, for grænseoverskridende, for sindssygt, for alt muligt. Jeg tager trappen ned igen. Jeg skal ikke springe, tænkte jeg, imens min indre biograf spillede den korteste version af en kortfilm i mands minde. Den slags
Continue reading “Bag lukkede øjne skinner solen altid”
Du er ubærlig. Umulig at leve med, men ikke mulig at leve uden. Du dukker op fra tid til anden. Med dit krøllede ansigt, der fortæller tusinde historier. Nogle nye, nogle gamle. Du er tåren på min kind og stikket i mit hjerte. Uro og hjertebanken – du tager alle midler i brug på din vej rundt i mit system.
Du er øjet, der ikke vil se og foden, der ikke kan bevæge sig fremad. Du er kroppen, der ikke vil føle og hovedet, der ikke kan forstå. Du er livstruende og livsbekræftende på én gang. I fuld udblæsning er du altomsluttende og kvælende. Ikke til at begribe, uretfærdig, hård, tung. Altædende og urimelig.
Continue reading “Tør du se den i øjnene – Heal the pain”
I have forgotten to appreciate the small things, the big things and this thing we call life.
In these past 4 weeks, were I have been cooped up inside (and outside in the garden), isolated from everything and everyone (apart from my husband and two young girls). I have not been anywhere, no supermarket or shop in 4 weeks, due to Coronavirus.
I have been focusing on all the things that this Coronavirus-situation was limiting me from doing. I felt ill and lost for energy (I have not been tested, due to mild symptoms, but I know that I had it as I have never felt like that before…) I felt robbed of my time, my business (life), my social life. I was furious and feeling sad and upset when I saw the news and when I listened to my own sad I-am-a-victim-storytelling-song that seemed to go around in my head like a non stop playlist.
I have been screaming and crying and yelling. I have been so frustrated that all my plans had be changed – it wasn’t fair! I have been looking at my bank account and thought how will I possible get through this crisis?
Continue reading “Coronavirus – Part II (yes this post is in English – I will explain why…)”
Historiske billeder ruller over skærmen, imens jeg ser til fra sofakanten med øjne på stilke og mine hænder foran munden af forbavselse og rædsel. Hvordan kunne det komme så vidt? Spørger vi os selv forfærdet og truet. Truet på vores helbred, velfærd, økonomi og frihed.
Du er ikke til at få øje på med det blotte øje, men din hærgen er ubegribelig, usammenlignelig og knusende alvorlig. Du har ingen stemme. Alligevel er du på alles læber, på alle sprog. Med dig trækker du spor af krise med krise på. Menneskeligt, økonomisk. Ingen kan forudse resultatet af dig, når boet en gang skal gøres op.
Jeg er vred på dig. Du sætter en stopper for alting lige nu. Du skubber til angst og vrede. Med dig er jeg på vagt, konstant på overarbejde. Du er frustrerende, og jeg får lyst til råbe dit navn ud, som en vred sang fra 1980’erne: My pain, your thrill. You’re poison, running through my veins.
Continue reading “Corona”
Hvad laver du? Hvad har du gang i? Hvad har du så travlt med? Hvad får du tiden til at gå med? Du skal gøre noget. Nu. Helst i går, faktisk. Ud over stepperne med dig. Et skridt ad gangen. Også selvom det er et skridt frem og to tilbage, så er du jo i gang, og det er altafgørende – er det ikke? Siger du til mig med et overlegent smil og et skudsikkert kropssprog, der er tæt pakket med ordsprogs-ammunition, der alle handler og at gøre.
Sådan er du. Du står aldrig stille. Konstant i bevægelse. Ting går hurtigt i dit selskab. Det kan jo ikke nytte noget at bare sidde på sin flade, som du siger. Det kommer man jo ingen vejne med. Worst case, kan man risikere at blive doven, siger du overbevisende. Altså menneskeheden var jo ikke kommet så langt, hvis vi ikke havde prøvet at gøre noget hele tiden, vel?
Du skal jo bare gøre dit bedste, ikke? Fortsætter du, imens du trippende ser til. Hvis du gør dit bedste, hvad mere kan du så forlange (af dig selv)? Siger du på bedste coaching-manér.
Continue reading “Fra handling til tanke”
Kaffemaskinen stod klar. Et tryk og du kunne få varme drikke, som du ønskede det. Der var store brede læderstole i hvidt og et bord med barstole, hvor man nemt kunne sidde med sin bærbar computer. Der var tilmed stikkontakter let tilgængelige.
Frisk frugt i designer frugtkurven, kolde sodavand i køleskabet, fra et mindre bryggeri, med farvestrålende labels, der på gammeldags facon hver især fortalte en historie. Designer oplukker på bordet med instrukser om, hvordan denne anvendes, idet det angiveligt mere end en gang havde vist sig nødvendigt. Men dyr så den ud og var vel med til at opretholde en vis følelse af luksus.
Continue reading “Illusionen der gerne ville på ferie”