v/Jonna Viborg Heathwaite
Første gang det skete, var jeg lige trådt ud af min hoveddør og pludselig kunne jeg mærke en kraftig kropslig reaktion.
Sekundet efter tænkte jeg, om det måske var fordi, jeg var nervøs, at jeg mærkede det på min krop. Men det var som om, jeg intuitivt vidste, at det her var noget andet. Jeg kan huske, at jeg sagde, ok du må lige vente lidt, hvem du end er. Kom igen senere, hvis det er vigtigt.
Continue reading “Et liv efter døden?”
Har du nogensinde kunne mærke på en anden person, at hun var så ulykkelig på hendes nuværende job, at du havde følelsen af næsten ikke at kunne stå oprejst?
Havde du følelsen af, hvor meget hun kedede sig på jobbet, og hvordan der nærmest blev talt timer, indtil arbejdsdagen var slut?
Kunne du se og mærke følelsen af, at hun sad og visnede væk på kontorstolen?
Mærkede du længslen i hende til at komme over i et helt helt HELT andet job, fordi hun brændte så meget for at hjælpe andre mennesker?
Continue reading “Jobskifte?”
Har du nogensinde sagt til en person, at hun skulle gå fra sin partner?
Har du nogensinde sagt højt til et andet menneske, at du synes, hun skulle lade sig skille fra sin partner, fordi du følte, at forholdet var slut?
Sagde du det, fordi du fornemmede, at hun ville blive gladere ved at bryde ud af forholdet?
Da du fortalte hende det, hvordan sagde du det? Sagde du det med STORE bogstaver? Fortalte du hende det klart og direkte? Lige ud af posen? Lige ind til benet? Uden at blinke?
Da du sagde det, følte du så en tvivl, eller var du helt sikker i din sag? Følte du, at det på en måde var din opgave, dit ansvar at delagtiggøre hende i dine overbevisninger?
Continue reading “Skilsmisse?”
I stedet for at være indspillingen af en håndlæsersession, jeg havde fået tilbage i 2002, var der i stedet for musik. Jeg havde sådan glædet mig til at lytte til det igen, efter jeg havde stødt på det ved (en mindre) oprydning for et par uger siden. Især også fordi det endelig havde lykkes mig at lokalisere den dertilhørende museumsgenstand af et apparat, der var i stand til at afspille det gamle, uddøende levn fra en fjern fortid. Elsket og hadet igennem årtier: kassettebåndet.
Jeg var lige ved at blive godt og grundigt træt af mig selv og mega ærgerlig over, at jeg dog ikke havde passet bedre på mine ting. Tænk nu hvis det, der var på båndet, ville give mig lige præcis det, jeg havde brug for lige nu til mit virke som selvstænding? Til min videre udvikling som menneske. Hvis det indeholdte informationer, som jeg ikke kunne leve uden og som ville gøre, at jeg vidste præcis, hvad mit næste skridt skulle være? Der var vel en årsag til, at båndet var dukket op lige nu og her?
Men så var det, at jeg valgte at gøre noget andet.
Continue reading “Da den opdagelsesrejsende vendte hjem”
Vi har netop fejret din 94 års fødselsdag. Det var så dejligt at være med til at fejre dig.
Som altid tog du imod mig med åbne arme. Og min mand. Og vores to små piger. Jeg sender dig de fine billeder, vi fik taget sammen med far. Fire generationer. Fem hjerter.
Tusind tak for de fine vaser, jeg fik af dig. Foræret i kærlighedens og familiebåndets navn. Som et vidnesbyrd om, at blodets bånd er et særligt bånd. Og jeg er glad og taknemlig over også at have fået historien, der knytter sig til dem, med. Ærligt og sårbart. Det gør dem ekstra særlige for mig.
Jeg ville gerne have spurgt dig, hvordan det er at kunne se tilbage på et langt liv? At kunne huske krigen? Sin søns 70 års fødselsdag? At befinde sig i livets vinter? Hvad du drømte om som ung?
Jeg ville også gerne have fortalt dig lidt mere om, hvad der rører sig hos mig. Så det vil jeg gøre her. Ærligt og sårbart.
Continue reading “Kære farmor (og vejen til det indre kompas)”
så lad være med at sige noget.
Det gælder også for din egen indre kritiker/hammer. Men, hvordan er det så lige, at man får stoppet den (når nu man har lyttet til den så længe)?
Jeg plejede at dulme min med kage og chokolade. Et quick-fix med en meget kort nydelse og en meget lang efterreaktion, der spredte sig som ringe i vandet og samlede sig på badevægten.
Nu udfordrer jeg den kritiske stemme/hammer og gør en af følgende ting:
Continue reading “Har du ikke noget godt at sige…”
For 5 dage siden lancerede jeg “Silver Lining Walks”. Jeg sendte det ud i universet og håbede og glædede mig til alle de ture, jeg skulle gå sammen med andre kvinder i den smukke skov. Vi skulle meditere, gå i stilhed og bare være med det, der dukker op, når man giver sig selv lov til at lytte efter, hvad der sker inden i én.
Efter ikke én eneste tilmelding på 5 dage, havde jeg valget om
Continue reading “Hvad er din Silver Lining?”
Med ønsket om løsninger og en bøn om at blive reddet tjekkede jeg ind til ophav, opgaver og ord i spandevis. Ikke blot på værelse nr. 200, men også hos mig selv.
Jeg fandt mig selv i paradokset om aldrig at blive den samme, og samtidig frygten for ikke at blive mig selv. Om at give slip og frygten for at give slip på mig selv.
Med skyhøje forventninger til mening, mennesker og mad. Højest af dem alle var dog forventningerne til mig selv.
2 nætter, 50 timer…
Continue reading “Kamæleonen, der holdt op med at pille løg”
Jeg har flygtet (langt) væk fra dig. Fordi du ikke kunne tilbyde noget særligt, bildte jeg mig ind. Fordi du ikke kunne tilfredsstille min længsel for eventyr og utrolige naturfænomener.
Du var for lille, for flad, for kedelig, fortalte jeg mig selv gang på gang. Hvad havde du da at byde på? Ingen flotte bjergkæder og dybe skovsøer, intet eksotisk dyreliv, ingen hyggelige tavernaer på stranden. Og med dit
Continue reading “Du danske ferieland – Vil du være mit (igen)?”
Mit blogindlæg nummer 100 havde jeg tænkt som et festfyrværkeri af en milepæl. Et bevis på, at tingene kører i bedste velgående. Jeg har styr på det hele. Men midt i drømmen om nummer 100, der skulle stå bøjet i neon med et baggrundsbillede, der var intet mindre end enestående, havde jeg overset,
Continue reading “100”