
Hvad skal der til, før du kan udføre dit arbejde (ud over erfaring, kompetencer og uddannelse)?
Et samsurium af indsamlet viden på kryds og tværs, faglig sparring med kollegaer, chefen? Opslag og udtræk i databaser? Research? Forskningsforsøg? Gruppemødeafstemninger? Projektprocessbeskrivelser? Beslutningskompetence? Have de rigtige medarbejdere, samarbejdspartnere, lokaler, værktøj og udstyr?
Arbejdet som clairvoyant rådgiver kræver, for mig, overordnet en helt bestemt ting…
…TILLID!
Tillid fra klienten til mig, selvfølgelig. Det er min opgave at skabe rum for tillid ved at være nærværende og troværdig. Være oprigtig og respektfuld. Jeg skal samtidig gøre mit bedste for, at klienten føler sig hørt, set og forstået af mig som budbringer.
Lige så vigtigt er det, at jeg har tillid til, at det, jeg får vist/hører fra den åndelige verden eller afdøde, er lige præcist det, jeg skal videreformidle. Også når det handler om de mere alvorlige emner som skilsmisse, svære familierelationer, selvmordstanker, stress, depression, barndomstraumer og “uforløst” afsked med afdøde.
Mængden af ord og spørgsmål fra klienten varierer naturligvis meget. Nogle har et stort behov for at snakke før, under og efter clairvoyancen. Andre not so much. Hvornår ved jeg, at jeg skal “afbryde”, fordi der er vigtig information fra den åndelige verden, der trænger sig på, og som klienten SKAL nå at høre, inden vi “løber tør for tid”? Hvornår ved jeg, at det er bedst, at lade klienten tale færdigt? Hvornår ved jeg, at det er tid til klientens spørgsmål?
Det føles som at jonglere med informationer, råd, vejledning og evt. afdødes budskaber samtidig med at balancere med klientens følelser og tanker.
Jeg forestiller mig, at det må minde lidt om at være vært på en live nyhedsudsendelse med en “hørebøf” i øret, hvor der sidder en i kontrolrummet og giver info om det næste, der skal ske. Altså bortset fra, at jeg hverken har manuskript, baggrundsviden eller en af de der monitorer, hvor dagens tekst står. Men sætningen “jeg skal lige høre, hvor vi så skal hen”, genkender jeg.
Arbejdet som clairvoyant rådgiver føles, for mig, som multitaskning og koncentrationstræning af højeste kaliber. Jeg skal nemlig holde “kontakten” med den åndelige verden, sætte de små film/billeder/ord/følelser på pause, når klienten gerne vil snakke/spørge/afbryde og genoptage, når klienten igen er klar til at lytte. Jeg skal “filtrere og oversætte” på et klart og tydeligt sprog, så klienten ikke er i tvivl om, hvad der bliver sagt, og vide, hvornår jeg skal skifte emne eller lade klienten svare/spørge.
Heldigvis får jeg hjælp til det hele. Jeg skal ikke bekymre mig om, hvordan dagsorden ser ud. Tingene kommer til mig i lige præcis den rækkefælge, det skal og i det sprog, der skal til, så klienten forstår.
Nogle gange kommer der afdød(e) igennem med det samme, når jeg mødes med klienten. Det kan også ske, at jeg bliver “overrumplet” af afdøde halvvejs inde i sessionen med klienten. Når det sker, er det fordi, der er noget, der er vigtigt fra den åndelige verden at få sagt inden. Det er nemlig dem, der styrer dagsordenen og lader den afdøde “få taletid”, når det giver allermest mening.
Det er også den åndelige verden, der fortæller mig, når jeg skal afbryde klienten, og hvornår jeg skal lade vedkommende snakke. Jeg får også vist, når det er tid til spørgsmål fra klienten.
Jeg læner mig ind i tilliden til, at der altid kommer det, der skal. Altid med udgangspunkt i der, hvor klienten er, det der fylder og det, der er vigtigt at få viden, råd og vejledning om, lige nu.
Det er det mest uforudsigelige job, jeg har haft, og så sandelig også det mest overvældende, inspirerende, spændende og ikke mindst meningsgivende. Læs mere om det her, samt hvordan du kan bestille tid til clairvoyance hos mig.
Med ydmyghed og taknemlighed,
Jonna