Den dag hammeren missede et slag

Fordømmende ord, men mest spørgsmål bliver det til og ofte af den slags, der slutter med “ikke”. Hvorfor kan du ikke? Hvorfor gør du ikke? Men du har også din egen personlige favorit, som varierer fra situation til situation, men som altid starter med: Du burde også gøre…gør du ikke?

Det er ikke god stil at svare på et spørgsnål med et spørgsmål, siger du og jeg kan godt se på dig, at du ikke er begejstret for at blive skubbet ud af din komfortzone. Men lige i dag har jeg fået nok af dine spørgsmål og som et lille nysgerrigt barn, der stiller spørgsmål konstant om hvorfor dit og hvorfor dat, rammer jeg dig nu med modspørgsmål som, hvorfor kan jeg ikke tillade mig at hvile mig, pleje min ømme hals og mit trætte hoved?

Continue reading “Den dag hammeren missede et slag”

+40+

Før var du fed og færdig, nu er du det nye sort. Og det årti, som alle ikke bare har en mening om, men tilsyneladende har stor trang til at fortælle om, hvor meget de nyder, og hvor fedt det er. Der er sågår blade og magasiner, som er dedikeret til dig – med mig som en del af målgruppen de sidste snart to år. Der hyldes du for din selvindsigt og smukke fremtoning, imens du strør om dig med gode råd lige fra alt om karriere, sammenbragte familier til opstramning af diverse kropsdele og hud. På elegant vis selvfølgelig.

Før jonglerede du med midtvejskriser, men nu tager du på selvudviklingskurser, imens du selvfed står 100% ved dig selv og tilsyneladende har fundet indre ro og hviler i dig selv. Du deler gladeligt dit motto “Jeg er præcis der, hvor jeg skal være”, selvom du godt ved, at det virker en anelse provokerende på mig, for jeg kan jo ikke argumentere og modsætte mig, at jeg bliver ældre.

Det kan man da kalde for århundredets “come back” eller re-branding, som det så fint hedder. Hvordan kom du lige derhen? Hvilket kursus har du lært det på? Hvilken branding-ekspert har du haft gavn af?

Men har du overbevist mig?

Continue reading “+40+”

Projektlederen, der blev bedt om at gå

Hvornår kom du og besluttede dig for at slå rødder i mig? Eller måske skal jeg hellere spørge, hvad udløste dig? Du blev en så stor og vigtig del af min historie, at jeg blev medafhængig af dig. Du gjorde mig intet godt, men alligevel knugede jeg mig til dig. Det var som om, jeg ikke kunne slippe dig.

Er du kommet for at blive eller er det rent faktisk muligt at slippe af med dig? For altid? Kan du blive bedt om at gå din vej og aldrig komme tilbage, eller vil du for altid være en del af mig og mit liv? Bo i mig som et livsvilkår i mine tanker? Men ved du hvad?

Jeg tror slet ikke, du forstår, hvor træt man kan blive, når man finder ud af, at du altid har snyltet dig på sætningen, der ender på “egne evner”. Som om du tænkte, at sætningen ikke kunne konstrueres uden dig. Men ved du hvad? Du skal ikke længere have patent på starten af den sætning hos mig.

Det er på tide, at vi to siger farvel. Mit forhold til dig er ikke længere godt for mig. Det har det aldrig været.

Continue reading “Projektlederen, der blev bedt om at gå”

Større end størst

Du er på en og samme tid et spejl, som jeg er stolt af, men også nogle gange bliver trist af at kigge ind i. Måske handler det om, at du i virkeligheden er lige som mig. Din humor, dit temperament og din insiterende måde at kreere og opbygge små universer på.

Vi har vores sammenstød og konflikter. Og jeg indser, at jeg ikke kan vinde over mig selv. Du tvinger mig til at gøre bedre, klare mere og tro mere på mig selv, når du kravler så højt op i et træ, at jeg ikke ville kunne følge efter dig, gjaldt det livet.

Du er unik og helt din egen, men alligevel ligner du mig på en prik, dog før usikkerhed og et landskab af æggeskaller overtog min verden. Med dit krøllede hår, dine skøre påfund og helt særlige måde at være i verden på. Du har et helt utroligt gå på mod og energi.

Continue reading “Større end størst”

Sværd eller stifinder

I mange år flygtede jeg fra dig. Du sagde mig ikke rigtig noget. Du var kedelig og uinspirerende. Jeg så kun en side af dig, og den var mest grå og trist. Du var ligegyldig og uden betydning. Jeg længtes kun efter at udskifte dig med, hvad jeg fandt var, din dimentrale modsætning. For først da kunne jeg komme til at leve, rigtigt leve og udleve mine drømme. Jeg kunne ikke gøre op med mig selv, om du var et sværd, jeg skulle kæmpe imod, eller om du i virkeligheden prøvede at vise mig, at der var en anden vej.

Jeg gad ikke en gang tage billeder af dig. Det var spild af tid, synes jeg. Du kunne jo alligevel ikke gøre dig på de sociale medier. Hvem gad se billeder og høre historier om dig der? Der var jo hverken noget glamourøst eller sensationelt over dig. Alle kendte jo til dig. Du var ikke nyhedsstof og helt ærligt, hang du mig langt ud af halsen. I årevis. Du kunne på ingen måde hamle op med din sjovere og mere farverige lillesøster. Dobbelt så lang og dobbelt så irreterende var du. Og jeg har brugt meget tid på at planlægge og drømme mig væk fra dig og dit. Continue reading “Sværd eller stifinder”

Fra tanke til hjerte

Du kom snigende, jeg så dig slet ikke. Jeg bemærkede dig slet ikke. Du startede som en lille spæd stemme inden i. Og nu gør du dig i store armbevægelser og insisterende sprogbrug. Og tegnbrug. Og drømme. Og som en biograf. Og som en podcast. Intet holder dig tilbage mere. Når du først folder dig ud, bliver jeg målløs, ydmyg og taknemmelig. Du viser vej, uden lommelygte og tekniske gadgets. Du bruger bare dit kompas, siger du til mig. Et kompas, som altid viser, hvilken vej pilen skal vende.

I starten var jeg bange for dig. Jeg var bange for at lytte efter, hvad du mente, du havde at sige til mig. Måske ønskede jeg i virkeligheden ikke, at du skulle have så stor en magt og indflydelse i mit liv? Eller også er du mine længslers svar på netop det, der får mig til at fungere som et helt menneske?

Jeg har ikke spurgt dig til råds eller inviteret dig indenfor. Jeg kendte dig faktisk ikke særlig godt. Kendte dig kun af navn, og at du tilhørte noget, som jeg ikke tænkte, jeg skulle have fingrene ned i eller have noget som helst at gøre med, du bosatte dig bare. Du satte teltpløkkerne i og proklamerede, at her, lige her i midten af det hele, ville du slå dig ned. Med den bedste udsigt og de frie rammer. Her ville du blive gammel, sagde du.

Continue reading “Fra tanke til hjerte”

I skuffelsens og misforståethedens navn

Jeg kan mærke på dig, at du er sur på mig eller er du mere skuffet? Måske begge dele? Det er en følelse, som du kender rigtig godt. Du er vokset op med den. Skuffelsen er din tro følgesvend. Man ved, hvad man har, ikke hvad man får. Man skal ikke glæde sig for tidligt, for så bliver man bare skuffet. Skuffet og ked af det. Man ender med at føle sig misforstået, hver gang man åbner munden.

Heldigvis findes der midler, hvorpå man kan komme skuffelsen i møde. Man kan pakke sig selv ind i tilstrækkelig mange lag af fordomme og forforståelser om, hvordan andre er og agerer. Rammer man plet, så bliver man jo ikke skuffet, vel? Continue reading “I skuffelsens og misforståethedens navn”