Et liv efter døden?

Første gang det skete, var jeg lige trådt ud af min hoveddør og pludselig kunne jeg mærke en kraftig kropslig reaktion.

Sekundet efter tænkte jeg, om det måske var fordi, jeg var nervøs, at jeg mærkede det på min krop. Men det var som om, jeg intuitivt vidste, at det her var noget andet. Jeg kan huske, at jeg sagde, ok du må lige vente lidt, hvem du end er. Kom igen senere, hvis det er vigtigt.

Da jeg startede min (ud)dannelsesrejse i clairvoyance, tænkte jeg, at det der afdødekontakt vidste jeg ikke lige, hvor jeg skulle placere henne. Var det et (til)valg man kunne foretage? Eller ville det blive en del af det at arbejde som clairvoyant? Ville det være noget, jeg kunne? Skulle? Ville?

For at være helt ærlig, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle tro. Troede jeg på et liv efter døden? Troede jeg på, at de afdøde kunne kommunikere med os? Og i så fald hvordan?

Havde jeg i virkeligheden set og læst for mange historier om clairvoyante/medier, der havde snydt folk og googlet sig til eller på anden måde fundet relevante oplysninger fra afdøde, som de videregav til den pårørende, der så brændende ønskede sig at høre fra den afdøde?

Jeg havde en forestilling om, at afdødekontakt var noget, som måtte føles på en helt bestemt måde. Noget med at enten se den afdøde foran sig eller noget med at mærke en kulde på sin krop. Derfor gik jeg også og “ventede” på, at det skulle ske. Og hvis det ikke skete, så var det nok bare ikke noget, der lå til mig og mine psykiske evner.

Men som så meget andet ved min spiritualitet kom det snigende på en måde, jeg hverken kunne tænke mig til, regne ud eller planlægge.

Omkring 10 minutter efter, jeg havde påbegyndt clairvoyancen, kom den samme kropslige fornemmelse igen, som jeg tidligere havde mærket ved min hoveddør. Denne gang endnu mere kraftig. Denne gang var jeg slet ikke i tvivl.

Efter ganske få ord, hvor jeg beskrev det, jeg mærkede på min krop og det, der fyldte mit hjerte, var den afdøde genkendt og jeg kunne videreformidle det, der var budskabet.

Jeg glemmer aldrig blikket i modtagers øjne. Hendes ord og den historie, der forbandt hende med den afdøde.

Det var på mange måder dybt overvældende og en så stærk oplevelse, at jeg er sikker på, at jeg aldrig glemmer det.

Det var samtidig en så smuk og hjerteskærende oplevelse. Så kærlighedsfyldt. Så meningsfyldt.

Jeg ved nu, at det bliver en del af mit fremtidige virke som clairvoyant rådgiver.

Der er vigtige budskaber, der skal videreformidles.

I ydmyghed og taknemlighed,

Jonna