Jeg er din barndoms vrede

Så flyt dog for fanden den bil! Hey, ja dig i den røde bil, flyt den dog for helvede! Jeg skal jo ned og tømme containeren! Det råbte du i arrigskab til mig på lang afstand, imens du hamrede hornet i bund. Din vrede og frustration var ikke til at misforstå. Det var som om, jeg kunne se røgen komme ud af dine ører. Jeg kunne mærke dit blod bruse og dine knyttede næver. Du skræmte mig. Du gjorde mig bange. Du gjorde mig vred. Og pludselig var jeg en lille pige igen. Jeg vidste ikke, hvad der skete. Jeg kunne ikke sætte ord på det.

Måske havde du haft en dårlig morgen? Du var kommet for sent op, og din toast var brændt på. Måske var konen skredet og teenageren ikke til at få ud af sengen. Skuffen med tøj ville ikke lukke, så du skubbede den i med al din kraft, indtil den bukkede under for din vilje til at holde sammen på og gemme væk. Vred og frustreret satte du dig ind i din bil og kørte på arbejde. Det skulle bare overstås.

Hvad er det, der sker, tænkte du. Hvorfor er alle så latterlige og åndsvage, at de ikke kan forstå og se? Hvad er der dog galt med alle mennesker for tiden? Og det lykkeligste land, min bare røv! Og hvad bilder jeg mig så ind at blokere dit arbejdsområde? Jeg må da være helt fra den, når jeg ikke kan se og rette mig efter parkering forbudt skiltet.

Du kan godt snakke ordentligt, sagde jeg til dig. Der er faktisk små børn her, sagde jeg og pegede på daginstitutionen ved siden af. Der er altså små børn, der bliver bange, når der står sådan en stor mand som dig og råber så voldsomt, sagde jeg, mens jeg tog den 2-årige ud af bilen. Jeg prøvede at bevare roen, men fordi dit vredesudbrud kom sådan bag på mig, kunne jeg mærke vreden og tårerne. Det var mig, du havde gjort bange og ked af. Som en skarp trekant ramte du ind det bløde og til tider udefinérbare indre. Men nu var jeg ikke længere en lille pige, nu var jeg voksen, og nu kunne jeg sige fra og sætte ord på.

Hvor kommer din indestængte vrede fra? Du eksploderede lige dér, midt på vejen, i arbejdstøj, i arbejdstiden. Da du kom hen imod mig efterfølgende var jeg rad for, hvad du kunne finde på at gøre, men min egen vrede virkede denne gang som et skjold. Denne gang havde jeg noget endnu mere vigtigt at beskytte. Jeg skulle beskytte mit eget kød og blod, min kærlighed, mit barn på to, men også min egen lille pige indeni. Du kunne ikke længere gøre mig mere ondt. Og mens du tog luft ind, og uden at vide, hvad du mere mente, du havde at sige til mig, så fik du mine skarpe men rolige ord at tage og føle på. Nøj, hvor jeg holdt sammen på mig selv, mens andre mødre og fædre stod der på parkeringspladsen.

Jeg kæmpede alt det, jeg kunne, for ikke at komme til at være som dig. Jeg strittede imod, så godt jeg kunne, for ikke at komme til at råbe og kaste mere brænde på dit evigt ulmende bål af misforståetheder og underkendte følelser. Og pludselig, når der kom uforsigelige vindstød, blussede dine flammer op, og jeg vidste aldrig, hvornår jeg ville befinde mig midt i orkanens øje af voldsomme vredesudbrud og skrigeri. Du var dobbelt så stor som mig, så hvad kunne jeg stille op? Du vidste bedre end mig. Jeg kunne ikke forstå. Ikke begribe hvad der skete. Jeg var bare en lille pige. Hvordan kunne du vende 180 grader så pludseligt? Hvordan kunne du råbe af dine lungers fulde kraft så kort tid efter, at du venligt havde kigget på mig?

Men ved du hvad, vrede? Jeg hilser dig velkommen nu, for selvom du er som et spejl, ulideligt at se på ind imellem, så bliver du mindre og mindre, hver gang jeg beroliger og forsikrer dig om, at du ikke skal kæmpe mere. Ikke skal være alene mere. Du skal ikke længere bruge din energi på at forstå og sætte ting i sammenhæng. Du skal ikke længere gå på listesko eller æggeskaller, du skal gå, så jeg kan høre dine vigtige skridt. Som farver på et lærred, skal du nu være mindre dominerede og males med en blød pensel. Du kan ikke viskes bort, kommer mørke, kommer lys. Du skal følges og med tiden opsluges af kærlighed. Det var ikke din skyld. Det er ikke din skyld.

Se på mig med blide øjne, mens jeg lever og prøver at tilpasse mig, forstå og navigere i din verden. Tag mig blidt i favnen, så jeg igen falder til ro. Lad mig mærke dit hjerte og din omsorg. Lad mig komme så tæt på dig, at du ikke behøver at have paraderne oppe mere. Luk mig ind og lad mig sidde på dit skød, imens du aer mit hår og kysser mine tårer bort.

Jeg er din barndoms vrede, du kender mig altid igen.

One thought on “Jeg er din barndoms vrede

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s