Du danske sprog jeg har savnet dig (sorry this one is dedicated to my Danish language)

Et velkendt landskab. En særlig ø, en særlig placering. En ø, der ved et tilfælde (for)blev dansk. Et velkendt sprog.

Du danske sprog, jeg har glemt dig. Jeg har glemt, at du er en del af mig. En større del af mig, end jeg har villet indrømme overfor mig selv og resten af (om)verden. Jeg har glemt, hvad du betyder for mig, og hvad du gør ved mig.

Et sprog er ikke bare et sprog. Det er den knusende, hudløse, ærlige og usammenlignelig måde at mærke, føle og høre lydene på i sit indre. I sit hoved. I sit hjerte. Sådan er du for mig. Undskyld. Jeg har ikke ladet dig komme til din ret. Jeg har forsømt dig, fordi jeg ikke troede, du kunne noget særligt. Eller måske var det fordi, jeg troede, at jeg ikke kunne noget særligt sammen med dig. Så jeg søgte tilflugt i det engelske sprog.

At du har færre ord end engelsk, har jeg altid beskyldt dig for. Du kan stå der med dine tre ekstra vokaler, men du kan stadig ikke nå det engelske sprog til sokkeholderne, når det kommer til antal ord og sammensætninger. Du havde ikke nuancer nok, bildte jeg mig ind. Du var for snæversynet, for fastlåst, for begrænsende, for grim en lyd i min mund og mit indre. Du repræsenterede de hårde og svære ord, stemninger og følelser fra min barndom. Jeg ønskede ikke at høre dig i mit hoved, så selv min intuition begyndte at tale engelsk til mig.

Du kunne ikke tilbyde mig noget, følte jeg. Du kunne ikke give mig det, jeg havde brug for. Du kunne ikke være nøglen til job og succes, besluttede jeg. Du kunne jo ikke forbinde mig med verden, og det den kunne tilbyde mig. Jeg var sur på dig. Du var lille og grim og ikke vigtig i det store internationale billede. Du var ikke som mig, en selvproklameret verdensborger og eventyrer. Du kunne ikke følge med mig ud i den store verden, og alligevel følte jeg altid en form for stolthed i at kunne sige, at du var stemmen bag mit ophav. Og som rejsende rundt i verden, var du endda et tilflugtssted, hvor jeg kunne tale dig (højt) uden at andre kunne forstå.

Jeg var stolt af at sige, hvor jeg kom fra, selvom der ikke var mange i den store verden, der vidste, hvor du boede, hvad du var, og hvad du indebar. Hvad du kunne – hvad du mestrede. De syntes dit sprog lød mærkeligt og til tider halsbrækkende. Du har lagt øre til meget. Jeg har gjort nar af dig og grinet af dine tåbelige stavemåder og grammatik. Jeg har bandet dig langt væk og lagt dig for had. Hvad skulle jeg dog tage mig til med dig som min evige følgesvend? Du kunne jo ikke forstå mig eller omfavne mig. Du kunne ikke rumme mig, troede jeg.

Du danske sprog jeg har savnet dig. Jeg har ikke været opmærksom på dit skatkammer af ord og formuleringer, som jeg kan tage frem af din tilsyneladende endeløse og altid forandrende ordbog. Jeg har ændret mig, og du har ændret dig. Jeg vil ikke længere løbe væk fra dig. Jeg vil gerne have dig tæt på mig igen, for du er en ufornægtelig del af mig.

Du var mit første ord. Og nu er du de kærlige, blide og altomsvøbende ord, som jeg fortæller mine to små piger inden de skal sove. Og du er det første ord, jeg hører, når jeg vågner, når kærligheden og morgendagen kalder.

Så hvordan kommer vi to videre? Kan du tilgive mig for ikke at give dig din retmæssige opmærksomhed, nænsomhed, forståelse og ikke mindst accept og kærlighed over, at du bor i det land, der tilfældigvis blev min hjemstavn? Kan du hjælpe mig videre? Ikke mere kæmpen og føle sig forkert og misforstået. Kan jeg gøre dig til min stemme igen? På skrift?

Så, hvordan er det egentlig, du ser ud på papir? Kan jeg skrive dig og gøre brug af dine ord, ordsprog, dine traditioner, dine kringlede formuleringer og vildt lange sammensatte ord? Kan jeg acceptere de mange engelske ord, der konstant skylder ind over dit territorie? Hvordan holder du egentlig til det? Er det bare en del af din egen personlige udvikling og vores allesammens fælles forståelse af, at der konstant skrives nyt i din livsbog, som bliver en fast del af dit og vores repertoire? Tilførte ord, tilførte lyde, som giver os nye betydninger og nye måder at kommunikere på.

Kan jeg løfte din arv, din forståelse og den selvindsigt, du giver mig? Kan jeg omdanne dine smukke ord til historier og billeder, der vil give genklang hos andre, som taler og forstår dig?

Du danske sprog jeg har savnet dig. Jeg ønsker at lukke dig ind i mit indre igen. Vil du på ny være min støtte, min fortrolige, mit arbejdsredskab? Vil du igen bo i mit hjerte og fylde det med stærke og beskrivende ord?

Jeg ser dig, jeg mærker dig, og for første gang forstår jeg dig. Det ser jeg nu. I respekt, anerkendelse og håb tager jeg dig taknemligt i hånden og mærker din kraft og styrke, imens jeg slutter fred med vores fælles og til tider kaotiske fortid.

2 thoughts on “Du danske sprog jeg har savnet dig (sorry this one is dedicated to my Danish language)

  1. Well done 😉

    Welcome home!

    Det der minder mig Sanne Salomonsens “Hjem” (Skrevet af Marcus Winther-John). Samme følelser. Virkelig godt skrevet 🙂

    Betyder det, at der kommer mere på dansk? 😉

    Liked by 1 person

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s