Et velkendt landskab. En særlig ø, en særlig placering. En ø, der ved et tilfælde (for)blev dansk. Et velkendt sprog.

Du danske sprog, jeg har glemt dig. Jeg har glemt, at du er en del af mig. En større del af mig, end jeg har villet indrømme overfor mig selv og resten af (om)verden. Jeg har glemt, hvad du betyder for mig, og hvad du gør ved mig.

Et sprog er ikke bare et sprog. Det er den knusende, hudløse, ærlige og usammenlignelig måde at mærke, føle og høre lydene på i sit indre. I sit hoved. I sit hjerte. Sådan er du for mig. Undskyld. Jeg har ikke ladet dig komme til din ret. Jeg har forsømt dig, fordi jeg ikke troede, du kunne noget særligt. Eller måske var det fordi, jeg troede, at jeg ikke kunne noget særligt sammen med dig. Så jeg søgte tilflugt i det engelske sprog.

At du har færre ord end engelsk, har jeg altid beskyldt dig for. Du kan stå der med dine tre ekstra vokaler, men du kan stadig ikke nå det engelske sprog til sokkeholderne, når det kommer til antal ord og sammensætninger. Du havde ikke nuancer nok, bildte jeg mig ind. Du var for snæversynet, for fastlåst, for begrænsende, for grim en lyd i min mund og mit indre. Du repræsenterede de hårde og svære ord, stemninger og følelser fra min barndom. Jeg ønskede ikke at høre dig i mit hoved, så selv min intuition begyndte at tale engelsk til mig. Continue reading “Du danske sprog jeg har savnet dig (sorry this one is dedicated to my Danish language)” →