Kære krop

Du smiler til mig. Byder mig op til dans. Du kan slet ikke stå stille. Den er da meget fed siger du, og henviser til min nye playliste, som er resultatet af min nyfundne kærlighed til de danske sangskatte. Du hopper og danser. Lige der foran spejlet. Du lader mig se dig. Du må godt komme tættere på, siger du, se på mig, som den jeg er med alt, hvad det indebærer. Du er som sædvanlig ligeglad med spejlbilledet, du lever lige nu og her, og for første gang i lang tid forsikrer du mig om vigtigheden i at give skrådtopfingeren til samfundets entydige ideelle kropsbillede i stedet for at give den til dit spejlbillede.

Gør det noget det hænger lidt?, spørger du mig. Helt ærlig, siger du. Vi er jo ikke 17 år mere. Vi er voksne nu og mere til. Og det går op for mig, at det er da helt ude af probationer, at jeg stadig forsøger at presse et skønhedsideal ned over dig, som du ikke kan leve op til, når du står der og mest af alt bare har brug for et knus og ikke en lektie eller opsang i, hvorfor dit og hvorfor dat. Hvordan skal du dog kunne navigere med alt det skældud? Jeg har udsat dig for Feng shui, men der er bare nogle ting, som skal have plads og som ikke skal fjernes og smides væk.

Hvordan skal du kunne komme igennem livet, med en sur, belærende og utilfreds sjæl inden i? Det var ikke det, du sagde ja til, da du startede din rejse sammen med mig. Jeg tager for givet, at du bærer rundt på mig. At du kan sætte en fod foran den anden, se dig omkring, så vi ikke farer vild, høre mine børns sagte vejrtrækken, når de falder i søvn på os, førligheden i dine fingre, der danner rammen for vores levebrød og som også gør det muligt at smøre madpakker, og alligevel giver jeg dig ikke den respekt og kærlighed, du har brug for. Så står du der og kigger på mig med dine store våde øjne og hvisker, jeg har brug for noget chokolade. Jeg vil bare gerne sidde lidt og bare være mig. Ikke trække maven ind mere. Ikke være flov over at gå på stranden. Ikke føle mig forkert mere.

Du har overkommet mange ting. Dit bløde maveskind vidner om den gang, maven var ved at eksplodere af fuld kraft og et velskabt barn nærmest fløj ud. Det er ikke bare sådan at tage imod, bære og føde et barn. Det er med livet som indsats. Bagefter klarede du i ulidelig smerte, mens du var helt afkræftet med blødninger, der varede i ugevis, at have overskud til vedvarende at producere mad, der mættede. Du kunne næsten ikke stå på dine ben, men du kunne både agere som restaurant med stambord og egen kok, samt en varm og blød seng. Hvordan klarede du det?

Du var lige ved at lukke dine øjne og give slip. Livskraften var ved at rinde ud af dig. Jeg kunne mærke det. Jeg var bange. I et splitsekund var det som om jeg svævede over dig og tiggede og bad dig om ikke at give op. Og du var så sej. Du kæmpede hårdt for os begge to og gik i overlevelsesmode. Du satte alt ind på, at vi skulle klare det sammen, og at vores førstefødte ikke skulle miste sin mor, da hun blot var en halv time gammel. Og sammen med de dygtige og utrættelige læger på operationsbordet holdt du ud og nægtede at afgive din livskraft. Det var ikke vores tid, fortalte du mig, imens du holdt sammen på mig. På os. Og var stærk når jeg ikke kunne være det. Det var ikke sådan vores veje skulle skilles.

Kære krop, jeg har ikke givet dig kredit nok. Ikke takket dig nok. Og kort tid efter havde du ikke bare modet, men også styrken til at tage imod endnu et lille barn, der voksede i dig. Og du forsikrede mig, at denne gang ville være anderledes. Jeg troede på dig, og sammen klarede vi det over al forventning. Du viste mig med tydelige tegn, hvad der skete, og hvad der skulle ske. Jeg kunne mærke dig hele vejen. Du fik lov til bare at være dig, og vise hvad du er skabt til at kunne klare.

Nu står vi så her stærkere end nogensinde før. Du skal vide, at der er og skal være plads nok til dine mange historier, eller trofæer, om du vil. Du bliver aldrig en størrelse 36, men lige der, lige den morgen, der dansede vi to bare af glæde. Over de mange ting, vi har klaret sammen, over hvad vi to har skabt, over hvad vi to faktisk kan, når vi samarbejder og over at have genfundet hinanden i respekt og kærlighed.

Nu er jeg stolt af dig. Du må gerne have strækmærker og slap hud. Du må gerne kræve chokolade nogen gange, når du er ekstra sårbar og træt. Du må gerne ligge lidt på sofaen og slappe af. Du skal ikke være i gang hele tiden. Du har brug for hvile. Tænk at du både kan rumme så meget nydelse og så meget smerte på en gang. Du er jo helt utrolig. Jeg er så glad og taknemlig for at have lige netop dig som mit hjem. Tak for dig. Du er smuk som du er.

3 thoughts on “Kære krop

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s