Du smiler til mig. Byder mig op til dans. Du kan slet ikke stå stille. Den er da meget fed siger du, og henviser til min nye playliste, som er resultatet af min nyfundne kærlighed til de danske sangskatte. Du hopper og danser. Lige der foran spejlet. Du lader mig se dig. Du må godt komme tættere på, siger du, se på mig, som den jeg er med alt, hvad det indebærer. Du er som sædvanlig ligeglad med spejlbilledet, du lever lige nu og her, og for første gang i lang tid forsikrer du mig om vigtigheden i at give skrådtopfingeren til samfundets entydige ideelle kropsbillede i stedet for at give den til dit spejlbillede.

Gør det noget det hænger lidt?, spørger du mig. Helt ærlig, siger du. Vi er jo ikke 17 år mere. Vi er voksne nu og mere til. Og det går op for mig, at det er da helt ude af probationer, at jeg stadig forsøger at presse et skønhedsideal ned over dig, som du ikke kan leve op til, når du står der og mest af alt bare har brug for et knus og ikke en lektie eller opsang i, hvorfor dit og hvorfor dat. Hvordan skal du dog kunne navigere med alt det skældud? Jeg har udsat dig for Feng shui, men der er bare nogle ting, som skal have plads og som ikke skal fjernes og smides væk. Continue reading “Kære krop” →