Den gode, den dårlige og den misforståede

Må jeg sætte mig her? spørger du, og inden jeg når at svare, indtager du sofaen ved at smække benene op og lægge armene over kors. Hvorfor skal du altid være så påtrængende og dominerede? Det er som om, du altid har et modsvar eller snarere et modspørgsmål til alt, hvad jeg siger og gør. Kan du da ikke bare lade mig være i fred? Nogle gange ville jeg ønske, at du var en telefonsamtale, hvor jeg bare kunne lægge røret på, så jeg ikke hele tiden skal høre på, hvad du siger til mig. Du snakker for meget. Du fylder for meget. Du er i det hele taget bare for meget.

Men jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal sige det til dig. Måske er jeg bange for din reaktion? Og hvad du så kan finde på? Selvom du paradoksalt nok er så forudsigende, at det skriger til himlen. Du er på mange måder forudsigeligheden selv. Og på trods af det, så kommer du snigende som en tyv om natten og frarøver mig min søvn. Jeg prøver at lade være med at vande dig, men det er som om, du har slået så dybe rødder, at der ikke findes et entydigt svar på, hvad der skal til for at få dig til at holde igen med din overflod af torne.

Måske kunne du prøve at acceptere mig og mine holdninger lidt mere, siger du med en fasthed i stemmen, som jeg ikke har hørt før. Og jeg kan mærke på dig, at du virkelig mener det. Jeg er skeptisk. Jeg har allerede placeret dig i en kasse. Og der, hvor jeg mener, du hører til, er ikke et pænt sted at opholde sig. Hvad er det egentlig du vil mig? Hvad er det, der gør, at du tænker, du skal optage så mange af mine tanker? Og hele tiden bringe mig i tvivl om, hvad jeg gør og i særlig grad IKKE gør? Du burde. Du skulle. Det kan du da ikke tillade dig. Hvad havde du forestillet dig? Tror du, du kan? Det er som om, du ikke kender til andre sætninger. Bliver du aldrig selv træt af det, får jeg lyst til at spørge dig. For jeg kører simpelthen død i det.

Og nu kommer du og fortæller mig, at du gerne vil ændre dig, eller rettere, at jeg skal ændre den måde, hvorpå jeg ser dig? Fortæller du mig helt oprigtigt, at du vil mig det godt? Dig som altid har været som en torn i siden på mig? Hvad går der af dig? Er det virkeligt muligt, at du kan vende på en tallerken?

Prøv at forstå mig på en anden måde, så du ikke hele tiden føler, at jeg bliver en del af en konflikt. En indre konflikt imellem godt og dårligt. Sort og
hvidt. Skov og mark. Grænserne behøver ikke at være så hårdt optrukne. Jeg tror, du misforstår mig, siger du med insisterende stemme. Men hvad er der at misforstå? Du kommer, når jeg skaber en lille pause for mig selv, sender de små i institution, imens jeg selv er hjemme, ikke tager opvasken, ikke får vasket tøj, ikke får gjort rent eller lige ringet og hørt, hvordan det går. Når jeg serverer makrelsalat til aftensmad, når jeg ikke får svaret tilbage på en besked, og når jeg bliver sur på mine børn, når de ikke vil sove. Da jeg sagde mit gode, faste job op og kastede mig ud i uvisheden om at stable en ny tilværelse på benene. Så kommer du med dine bebrejdende ord og står foran mig med hænderne i siden, imens du hæver stemmen og siger, hvad er det, du laver? Hvad bilder du dig ind? Og så bliver jeg lille som en mus, tager imod din formaning om at dunke mig selv oven i hovedet og flov over ikke at kunne leve op til dine tilsyneladende uopnåelige mål.

Men handler det om mig, eller drejer det sig i virkeligheden om noget andet? spørger du mig. Der rammer du lige ind i det, der gør ondt. Lige der, hvor tvivlen og de uoverskuelige normer hersker. Har jeg for længe nu tænkt på dig, som min evige dårlige samvittighed, hvor du i stedet har ønsket at fortælle mig noget andet? Har du i virkeligheden været et barometer for, hvornår jeg er nødt til at ændre på min opfattelse og ikke mindst min forståelse af, hvordan følelsesregistret skal læses? Har jeg taget fejl af dig? Betyder det, at du i virkeligheden ikke er min evige følgesvend, min evige dårlige samvittighed? Ja, siger du. For hvorfor skal du gå med dårlig samvittighed over alle de ting. Og når alt kommer til alt, bliver din evne til at være mor, hustru, veninde og karrierekvinde jo ikke målt i nullermænd, mængden af vasketøj og overskud, makrelsalatmadder og måden, hvorpå du sørger for din familie.

Jeg kan godt mærke, at jeg har svært ved at give dig ret. Måske ville det hele være meget nemmere, hvis jeg bare kunne kalde dig dårlig samvittighed, og så var det sket med det. Men det kan jeg godt se nu, at det er du jo ikke. Er du i virkeligheden en del af min indre stemme, der prøver at fortælle mig, når nok er nok? For så er du jo på de godes hold. Og det betyder jo så også, at jeg ikke længere kan stå og se passivt til. Der skal jo handling til, ikke? Du nikker og jeg mærker, at du er på min side nu. Hold op, hvor har du følt dig misforstået, det ser jeg nu.

Kom lad os gå, siger du med et smil på læben. Lad os kravle over hegnet og opdage de andre sider sammen.