Må jeg sætte mig her? spørger du, og inden jeg når at svare, indtager du sofaen ved at smække benene op og lægge armene over kors. Hvorfor skal du altid være så påtrængende og dominerede? Det er som om, du altid har et modsvar eller snarere et modspørgsmål til alt, hvad jeg siger og gør. Kan du da ikke bare lade mig være i fred? Nogle gange ville jeg ønske, at du var en telefonsamtale, hvor jeg bare kunne lægge røret på, så jeg ikke hele tiden skal høre på, hvad du siger til mig. Du snakker for meget. Du fylder for meget. Du er i det hele taget bare for meget.

Men jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal sige det til dig. Måske er jeg bange for din reaktion? Og hvad du så kan finde på? Selvom du paradoksalt nok er så forudsigende, at det skriger til himlen. Du er på mange måder forudsigeligheden selv. Og på trods af det, så kommer du snigende som en tyv om natten og frarøver mig min søvn. Jeg prøver at lade være med at vande dig, men det er som om, du har slået så dybe rødder, at der ikke findes et entydigt svar på, hvad der skal til for at få dig til at holde igen med din overflod af torne. Continue reading “Den gode, den dårlige og den misforståede” →