I skuffelsens og misforståethedens navn

Jeg kan mærke på dig, at du er sur på mig eller er du mere skuffet? Måske begge dele? Det er en følelse, som du kender rigtig godt. Du er vokset op med den. Skuffelsen er din tro følgesvend. Man ved, hvad man har, ikke hvad man får. Man skal ikke glæde sig for tidligt, for så bliver man bare skuffet. Skuffet og ked af det. Man ender med at føle sig misforstået, hver gang man åbner munden.

Heldigvis findes der midler, hvorpå man kan komme skuffelsen i møde. Man kan pakke sig selv ind i tilstrækkelig mange lag af fordomme og forforståelser om, hvordan andre er og agerer. Rammer man plet, så bliver man jo ikke skuffet, vel?

Så kan man forudsige tingene og være på forkant. Så kan man undgå at spørge nogen, eller sig selv for den sags skyld, om hvordan man i virkeligheden går og har det. Og ved at undlade at konstruere sætninger, der ender i et spørgsmål, så kan man med ét lukke samtalen, inden den går i gang, med en enkelt sætning, der starter med: Du har det nok sådan her, kan jeg se og høre på dig.

Du ville gerne have, at jeg skal indvie dig i mit liv og min hverdag, men det magter jeg ikke (mere). Jeg holder dig på afstand, selvom det samtidig er en sorg, jeg bærer i mit hjerte. Jeg kan bare ikke have dig tæt på (mere). Det er som om, du bare ikke vil forstå mig. Som om du ikke længere taler samme sprog som mig? Måske har du aldrig gjort det? Du spørger mig aldrig om noget, hvordan jeg har det, eller hvad jeg ønsker og drømmer om. Faktisk kan jeg slet ikke huske, at du nogensinde har gjort det.

De gange, hvor jeg har krænget mit hjerte ud til dig, har du enten rystet på hovedet eller trukket på skuldrene, imens du med dine fordømmende og uforståelige strøm af ord har forsøgt at mane mig til besindighed. Slap af siger du, det går jo over igen. Det er vel ikke så slemt? Sådan er livet bare.

Hvorfor kan du ikke bare høre på mig? Bare lytte til, hvad jeg har at sige? Jeg har ikke brug for, at du skal fixe mine problemer. I hvert fald ikke mere. Jeg har bare brug for at læsse af og lette mit hjerte, og mest af alt har jeg brug for at blive forstået, set, hørt og anerkendt. Uanset om du forstår eller ej.

Jeg kan godt acceptere, at vi to er meget forskellige, og at vi lever vidt forskellige liv, men jeg kommer aldrig til at acceptere, at du ikke vil se mig, som den jeg er. Det er måske bare vores skæbne? Selvom jeg godt ved, at du ikke tænker på det på den måde. For det kræver, at man tør gå i dialog med sit indre og hive ting og sager frem af gemmerne, som hverken er særlige pæne eller rare at have med at gøre. Det kender jeg alt til.

Nogle gange får jeg i et anfald af hidsighed og indebrændthed lyst til at fortælle dig, hvad du går glip af, med din fordømmende og altid bedrevidende tilgang til mit liv. Jeg får i skuffelsens og misforståethedens navn lyst til at råbe højt, imens jeg kigger dig stift i øjnene og mærker min barndoms vrede. I et endegyldigt og sidste forsøg på at få dig til at høre, hvad jeg siger, se mig som den jeg er og forstå mig og mit liv.

Du ville blive blæst over af min styrke og måde at formulere mig på. Du ville sidde stille og lyttende. Og du vil på ingen måde sidde tilbage med en tvivl om, hvad jeg mente, imens du sidder der, i chock over mit udbrud af ord og følelser, der som et låg på en gryde af kogende vand, ikke (længere) kan holdes tilbage. Du vil til sidst kigge på mig med våde øjne, række dine arme ud efter mig, imens angsten og håbet om tilgivelse står skrevet i dit ansigt. Du behøver ikke at sige noget til mig mere. Ord er overflødige nu.

Smerten forsvinder i det øjeblik, du omfavner mig, og jeg kan mærke dig. Helt tæt står jeg på dig, så tæt at jeg kan mærke din puls og høre dit hjerte slå. Og lige i det øjeblik, lige der forvandles alt, og jeg kan ikke længere mærke min tunge rygsæk. Måske har den i virkeligheden aldrig tilhørt mig?

Men det kommer aldrig til at ske. Det ved jeg godt. For jeg har prøvet at få dig i tale. Få dig til at se, at hvis man skal have vigtige informationer om mig og mit liv, så skal man ikke blot kunne stille søde, venlige og kærlige spørgsmål, man skal også have både mod, hjerte og overskud til at tage imod mine svar.