Fra tanke til hjerte

Du kom snigende, jeg så dig slet ikke. Jeg bemærkede dig slet ikke. Du startede som en lille spæd stemme inden i. Og nu gør du dig i store armbevægelser og insisterende sprogbrug. Og tegnbrug. Og drømme. Og som en biograf. Og som en podcast. Intet holder dig tilbage mere. Når du først folder dig ud, bliver jeg målløs, ydmyg og taknemmelig. Du viser vej, uden lommelygte og tekniske gadgets. Du bruger bare dit kompas, siger du til mig. Et kompas, som altid viser, hvilken vej pilen skal vende.

I starten var jeg bange for dig. Jeg var bange for at lytte efter, hvad du mente, du havde at sige til mig. Måske ønskede jeg i virkeligheden ikke, at du skulle have så stor en magt og indflydelse i mit liv? Eller også er du mine længslers svar på netop det, der får mig til at fungere som et helt menneske?

Jeg har ikke spurgt dig til råds eller inviteret dig indenfor. Jeg kendte dig faktisk ikke særlig godt. Kendte dig kun af navn, og at du tilhørte noget, som jeg ikke tænkte, jeg skulle have fingrene ned i eller have noget som helst at gøre med, du bosatte dig bare. Du satte teltpløkkerne i og proklamerede, at her, lige her i midten af det hele, ville du slå dig ned. Med den bedste udsigt og de frie rammer. Her ville du blive gammel, sagde du.

De første teltpløkker blev sat i det hårde underlag. Du maste bare på. Og jeg gjorde modstand. Hvad var det lige, du tænkte, du skulle vise og belære mig om? Guide mig i? Seriøst? Det her kommer jo aldrig til at gå. Kan du ikke bare forlade mig igen og finde en anden, der passer bedre til dig og dit?

Hvad er egentlig meningen? Tror du, jeg har taget en lang uddannelse for, at du skal komme og vende op og ned på det hele og tage over? Skal du komme her og ryste hele mit grundlag og alt det, jeg tror på? Du var irriterende skråsikker og bedrevidende. Du var ikke noget for mig. Du lavede jo ikke andet end at spolere mine tanker og planer.

Men du holdt ved. Du var ikke lige sådan at slippe af med. Jeg kæmpede imod, så godt jeg kunne i min verden af burde, skulle og det går aldrig det her. Du må godt være skeptisk og skrue højt op for musikken i ørene, men du kan jo godt høre mig alligevel ikke?, spurgte du forsigtigt, men vedholdent.

Du kan også godt fortsætte med det, du har gang i nu, jeg indeholder uendelig tålmodighed, og jeg ved, at en dag, så tør du handle på mig. Så tør du anerkende mig, og alt hvad jeg rummer. Så tør du give dig hen og ikke stille kritiske spørgsmål (konstant). Det handler jo ikke om, at du ikke længere skal bruge din hjerne og slå den helt fra, siger du. Du har jo brug for stadig at bruge din sunde fornuft. Din sunde fornuft og jeg er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger eller modspillere i hvert sit ringhjørne.

Du fik mig til at sætte spørgsmålstegn til mange ting i fortiden. Jeg tvivlede på dig. Er du virkelig eller er det mig, der er ved at blive skør? Kommer du for at overtage min identitet eller er du i virkeligheden lige præcis den sidste brik, jeg har ledt efter?

Pludselig kunne jeg se et mønster, som på en og samme tid var skræmmende, men også gav mig en følelse af at være kommet hjem, uden jeg helt ved, hvad det vil sige. Det er svært, når man ikke har prøvet det før.

Skal jeg så have en uddannelse i at forstå dig (bedre)? Skal jeg forstå det sådan, at du kan betragtes som en gave eller medfødt evne og som en atlet træner hårdt hver dag, skal du også trænes? Eller er det, der skal trænes, min måde at anvende dig på? Et øjeblik føltes det som om, jeg havde udfordret dig så meget, at du ikke længere havde et modsvar på alt, jeg kastede din vej. Jeg havde længe udfordret dig. Og gang på gang havde du vist mig det, jeg efterspurgte. Du var tålmodigheden selv og diskede konstant op med 11:11 og hvad end det var, jeg tvang dig til at vise mig. Og nu fik jeg endelig ram på dig, troede jeg. Men efter kort tid fik du gjort det klart for mig, at træningen består i at lytte, forstå og handle. Teknikker kan trænes, hvis du ønsker det, men lige nu skal du bare være dig, sagde du overbevisende til mig.

Hvis du kan se mig som en ven, en betroet, en varm energi af kærlighed, der banker i dit hjerte, kan du opnå den ro, du går og længes efter. Hvis du kan se mig som en samarbejdspartner i stedet for en konkurrent. Hvis du kan kombinere mig med din måde at se, forstå og analysere verden på, så bliver jeg din evige sparringspartner og din bedste kollega. Den slags, der kan håndtere både glædes sommerfugle, tårer og frustrationer. Den slags, der aldrig giver op, og sammen er der ikke den ting, vi ikke kan udrette, siger du beroligende til mig, imens jeg mærker, at det ikke er mine tanker, du er kommet for at spolere og ændre på, men at du med din blide, men faste facon har bosat dig i mit hjerte og min sjæl for at hjælpe mig på livets vej. Og måske også andres vej?

Jeg tager dig i hånden, du er virkelig, du er for evigt en del af mig.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s