Du kom snigende, jeg så dig slet ikke. Jeg bemærkede dig slet ikke. Du startede som en lille spæd stemme inden i. Og nu gør du dig i store armbevægelser og insisterende sprogbrug. Og tegnbrug. Og drømme. Og som en biograf. Og som en podcast. Intet holder dig tilbage mere. Når du først folder dig ud, bliver jeg målløs, ydmyg og taknemmelig. Du viser vej, uden lommelygte og tekniske gadgets. Du bruger bare dit kompas, siger du til mig. Et kompas, som altid viser, hvilken vej pilen skal vende.

I starten var jeg bange for dig. Jeg var bange for at lytte efter, hvad du mente, du havde at sige til mig. Måske ønskede jeg i virkeligheden ikke, at du skulle have så stor en magt og indflydelse i mit liv? Eller også er du mine længslers svar på netop det, der får mig til at fungere som et helt menneske?

Jeg har ikke spurgt dig til råds eller inviteret dig indenfor. Jeg kendte dig faktisk ikke særlig godt. Kendte dig kun af navn, og at du tilhørte noget, som jeg ikke tænkte, jeg skulle have fingrene ned i eller have noget som helst at gøre med, du bosatte dig bare. Du satte teltpløkkerne i og proklamerede, at her, lige her i midten af det hele, ville du slå dig ned. Med den bedste udsigt og de frie rammer. Her ville du blive gammel, sagde du.