Sværd eller stifinder

I mange år flygtede jeg fra dig. Du sagde mig ikke rigtig noget. Du var kedelig og uinspirerende. Jeg så kun en side af dig, og den var mest grå og trist. Du var ligegyldig og uden betydning. Jeg længtes kun efter at udskifte dig med, hvad jeg fandt var, din dimentrale modsætning. For først da kunne jeg komme til at leve, rigtigt leve og udleve mine drømme. Jeg kunne ikke gøre op med mig selv, om du var et sværd, jeg skulle kæmpe imod, eller om du i virkeligheden prøvede at vise mig, at der var en anden vej.

Jeg gad ikke en gang tage billeder af dig. Det var spild af tid, synes jeg. Du kunne jo alligevel ikke gøre dig på de sociale medier. Hvem gad se billeder og høre historier om dig der? Der var jo hverken noget glamourøst eller sensationelt over dig. Alle kendte jo til dig. Du var ikke nyhedsstof og helt ærligt, hang du mig langt ud af halsen. I årevis. Du kunne på ingen måde hamle op med din sjovere og mere farverige lillesøster. Dobbelt så lang og dobbelt så irreterende var du. Og jeg har brugt meget tid på at planlægge og drømme mig væk fra dig og dit.

Du har måtte lægge øre til meget. Særligt den første del af dig. Det er der skrevet mange sange om. Og de er langt fra alle positive. Eller var det bare mig, der blev fastholdt og lod mig rive med, hver gang nogen sang grimt om dig. Du fik ikke meget positiv opmærksomhed. Nogle gange var du bare noget, der skulle overstås, imens jeg knugede mine hænder, talte til 5 og i mit stille sind nynnede “The show must go on”!

Du bliver ked af det, når nogen hæver stemmen og siger, “Så blev det hverdag igen”, og jeg kan se på dig, at du samtidig bliver trist og modløs. Det er ikke ordene som sådan, siger du til mig, men måden det siges på. Hverdagen er jo mit navn, men jeg bliver så træt af konstant at blive forbundet med noget negativt, noget som bare skal overstås.

Efter moderskabet, er blevet en del af mig, har jeg kunne se vigtigheden i dig, og hvad du kan. Du skaber de nødvendige rammer for, hvordan min familie fungerer og du omfavner os i samtalekøkkenet, hvor du tilfreds ser til, imens en nem og børnevenlig ret bliver tilberedt, og de små løber og leger. Nu ser jeg, at du indeholder mange flere muligheder, end jeg først havde turde håbe på.

Og nu, hvor jeg selv har taget styringen, kan jeg mærke, at det her mellem os kan kun blive godt. Vist skal der være lidt justeringer fra begge sider, bevares, men jeg er positiv og fuld af forhåbninger for vores samarbejde. Du indeholder jo i virkeligheden endeløse muligheder for, hvordan jeg kan sammensætte dig og samtidig inkludere dig i min familie – og omvendt.

Der skal jo så lidt til, siger du. Imens du på en regnfuld dag får mig til at skrue højt op for musikken og danse som den gang for 20 år siden. Der ser du, siger du, er det ikke festligt? Imens jeg kan mærke på dig, at du har et ordsprog siddende yderst på dine læber. Og jeg er glad for, at du ikke håner mig med det, og jeg ser nu, at det ikke var dig, jeg prøvede at flygte fra, men mig selv.

Hvad vej skal vi nu?, spørger du med glæde i stemmen over endelig at blive inkluderet i mine drømme. Jamen, vi skal mange ting, svarer jeg og nævner, at vi skal bruge mere tid sammen på at være sammen med mennesker, som vi skal hjælpe på den ene eller anden måde, men vi skal også have tid til at trække os tilbage og skrive. Skrive af hjertet, om hjertet og til hjerter.

Du smiler selvtilfreds med et glimt i øjet, som jeg ikke har set hos dig længe, ja, hvis jeg da nogensinde har set det hos dig før. Og jeg kan mærke på dig, at du ikke længere kan holde ordsproget tilbage. “Gør hverdag til en fest”, griner du, og jeg supplerer med: “Mest af alt holder jeg af hverdagen.”