Større end størst

Du er på en og samme tid et spejl, som jeg er stolt af, men også nogle gange bliver trist af at kigge ind i. Måske handler det om, at du i virkeligheden er lige som mig. Din humor, dit temperament og din insiterende måde at kreere og opbygge små universer på.

Vi har vores sammenstød og konflikter. Og jeg indser, at jeg ikke kan vinde over mig selv. Du tvinger mig til at gøre bedre, klare mere og tro mere på mig selv, når du kravler så højt op i et træ, at jeg ikke ville kunne følge efter dig, gjaldt det livet.

Du er unik og helt din egen, men alligevel ligner du mig på en prik, dog før usikkerhed og et landskab af æggeskaller overtog min verden. Med dit krøllede hår, dine skøre påfund og helt særlige måde at være i verden på. Du har et helt utroligt gå på mod og energi.

Du er min største læremester. Mit største lys og håb. Tanken om, at vi skal sige farvel en dag, knuser mit hjerte i tusinde stumper, og får mig til at holde dig ekstra nær og give dig ekstra mange kys og kram. Jeg vil aldrig være uden dig.

Du har lært mig om kærlighed. Den slags der går gennem marv og ben, og hvor de tre små ord aldrig helt slår til. Trods løftede pegefingre og utallige menneskers mening var du tålmodig og ventede til det øjeblik, hvor jeg var klar. Og da den første chance bød sig, sprang du til. Du var ligeglad med statistikker og andre fornuftige argumenter og formaninger, vi havde allerede en uge efter et ubrydeligt bånd. Jeg vidste, du var kommet for at blive, selvom jeg først kunne bevise din tilstedeværelse flere uger senere.

Det er som om, jeg altid har kendt dig. Som om vi har været sammen før, og savnet til hinanden var ubærligt.

Du må have troet på mig, da ingen andre gjorde, da du valgte netop mig at vokse indeni. Jeg husker stadig dine spark. Og da dagen endelig kom, overraskede du jordemoderen med dit stabile og stærke hjerteslag hele vejen igennem. Jeg har aldrig set noget lignende, udbrød hun, da hun inspicerede de imponerende kurver, dit lille hjerte havde været med til at lave på skærmen. Da vores veje måtte skilles allerede, da du var en halv time gammel, styrtede min verden sammen. Jeg har aldrig været så bange i mit liv. Jeg havde netop givet dig liv. Et liv for et liv? Det var ikke fair. Jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne. Jeg vil ikke være uden dig.

Imens lægerne og sygeplejerskerne så måbende til, insisterede du på at få al din næring fra mig og min afkræftede krop. Det burde ikke kunne lade sig gøre, hørte jeg dem hviske, imens du sugede dig fast og viste mig nærhed, tryghed og en ukuelig livskraft. Det var som om, du ville være hos mig hele tiden. Som om du skulle forsikre mig om, at jeg ikke må glemme, at der er noget, der er større end alt andet.

Du har vist mig vigtigheden i at være stærk og udvise sin styrke. Det er et medfødt talent, du har. Og da de forsøgte i vuggestue og børnehave, at du skulle passe ind i deres kasse af pædagogik for at være en del af fællesskabet, gav du mig kræfter til at finde en bedre løsning for dig, og derigennem var du med til at hele et gammelt sår, jeg selv bærer rundt på. Og jeg har prøvet alt. Men først da jeg blev voksen, sådan rigtig voksen, forstod jeg og accepterede, at det er ok ikke at forsøge at presse sig selv ned i en kasse, der, uanset hvad man gør, bare ikke lader til at passe.

Nogle gange tænker jeg, at jeg ikke har fortjent at have dig i mit liv. Får jeg passet godt nok på dig? Givet dig alt det du har brug for, for at kunne vokse op som et helt menneske.

Når du skal i seng om aftenen, kigger jeg på dig, imens du ligger der med dine store smukke øjne, som er magen til dem, din farmor havde. Du nåede bare ikke at se det selv, men din far kan bevidne, at de er en tro kopi.

Du er helt som du skal være, og når du en gang står med din rygsæk og dine to pas i hånden, så vid at jeg altid vil heppe på dig, se, høre og forstå dig, så godt jeg kan. Jeg er din største fan!

Tak fordi jeg må vise dig den store verden, og tak fordi du viser mig mulighederne i min egen.