Projektlederen, der blev bedt om at gå

Hvornår kom du og besluttede dig for at slå rødder i mig? Eller måske skal jeg hellere spørge, hvad udløste dig? Du blev en så stor og vigtig del af min historie, at jeg blev medafhængig af dig. Du gjorde mig intet godt, men alligevel knugede jeg mig til dig. Det var som om, jeg ikke kunne slippe dig.

Er du kommet for at blive eller er det rent faktisk muligt at slippe af med dig? For altid? Kan du blive bedt om at gå din vej og aldrig komme tilbage, eller vil du for altid være en del af mig og mit liv? Bo i mig som et livsvilkår i mine tanker? Men ved du hvad?

Jeg tror slet ikke, du forstår, hvor træt man kan blive, når man finder ud af, at du altid har snyltet dig på sætningen, der ender på “egne evner”. Som om du tænkte, at sætningen ikke kunne konstrueres uden dig. Men ved du hvad? Du skal ikke længere have patent på starten af den sætning hos mig.

Det er på tide, at vi to siger farvel. Mit forhold til dig er ikke længere godt for mig. Det har det aldrig været.

Hvor kom du fra? Er du en nedarvet fortælling, som kvinderne i min familie bærer rundt på? Er du overhovedet min? Eller har jeg ubevidst taget dig til mig, da du klingede velkendt med dine formaninger og overordentlige overbevisende fortællinger?

Har jeg ubevidst adopteret dig i mit indre sprog? Som en misbruger spinder historier og er succesfuld med at få alle andre omkring sig til at se den samme vej? Jeg ønsker ikke at videregive dine ødelæggende begreber til mine to små piger. Det er deres liv for dyrebart til. Det stopper nu. Du kan ikke længere nå mig med dine evindelige og overdrevet lange monologer uden pauser.

Jeg gider dig ikke mere. Du skal ikke have lov til at fylde så meget. Jeg accepterer, at den sunde del af dig er velkommen i huset på første sal, men alt det andet ævl, du gennem tiderne har slæbt ind over dørmåtten og plastret mine indre tanke-vægge til med, skal væk. Nu.

Jeg går i gang med forårsrengøringen i oktober, og der skal males på ny. Måske skal der i virkeligheden også spartles eller opsættes ny filt? Bare vi kommer i bund. Helt i bund. Det er nok noget, jeg hellere må spørge min indre håndværkers mening om. Den type, der modsat dig, har taget bo i mit hjerte, og som jeg for nylig har omskrevet kontrakten med, således at vi begge føler os hørt og forstået. Det virker faktisk meget godt, at du bare ved det. Og vi er blevet enige om, at vi, vil være politiske ukorrekte fra nu af og, ikke længere udøve inklusion efter alle kunstens regler. Nok er nok nu.

Vi erkender begge, at den sunde del af dig godt må komme på uanmeldt konsulentbesøg og kaste et håndtegn af dig i ny og næ. Bare så vi er klar på situationens alvorlighed. Og herefter vil vi trække i arbejdstøjet, uden dig. Du skal altså ikke længere få lov til at fylde, som hele dig og virke som mødeleder eller projektleder, som du i mange år har brystet dig med. Ellers er jeg bange for, at processen går i stå, og det vil ikke være så godt, nu da den endelig for alvor er kommet ud af busken og trådt i karakter.

Og når du nu sidder et sted med din bedste ven, Usikkerhed, og tænker, at I skal hvile lidt på laurbladene endnu, så vid, at ikke bare er Ferieloven lavet om, men jeres personalegoder, så som Fri Tale og Ubegrænset Data vil ikke længere blive finansieret. Ligeledes kan jeg oplyse, efter dagens konstituerende møde (som I ikke var inviteret til), at jeres #MeToo kampagner heller ikke længere er en del af strategien.

Så kære Tvivl og Usikkerhed. Det var et alt for langt og usundt bekendskab det her, vi har været ude i. Nu er det på tide, at jeg sender jer videre, imens jeg ydmygt retter blikket imod hjertets indre kompas.