Hvornår kom du og besluttede dig for at slå rødder i mig? Eller måske skal jeg hellere spørge, hvad udløste dig? Du blev en så stor og vigtig del af min historie, at jeg blev medafhængig af dig. Du gjorde mig intet godt, men alligevel knugede jeg mig til dig. Det var som om, jeg ikke kunne slippe dig.

Er du kommet for at blive eller er det rent faktisk muligt at slippe af med dig? For altid? Kan du blive bedt om at gå din vej og aldrig komme tilbage, eller vil du for altid være en del af mig og mit liv? Bo i mig som et livsvilkår i mine tanker? Men ved du hvad?

Jeg tror slet ikke, du forstår, hvor træt man kan blive, når man finder ud af, at du altid har snyltet dig på sætningen, der ender på “egne evner”. Som om du tænkte, at sætningen ikke kunne konstrueres uden dig. Men ved du hvad? Du skal ikke længere have patent på starten af den sætning hos mig.

Det er på tide, at vi to siger farvel. Mit forhold til dig er ikke længere godt for mig. Det har det aldrig været.

Continue reading “Projektlederen, der blev bedt om at gå” →