+40+

Før var du fed og færdig, nu er du det nye sort. Og det årti, som alle ikke bare har en mening om, men tilsyneladende har stor trang til at fortælle om, hvor meget de nyder, og hvor fedt det er. Der er sågår blade og magasiner, som er dedikeret til dig – med mig som en del af målgruppen de sidste snart to år. Der hyldes du for din selvindsigt og smukke fremtoning, imens du strør om dig med gode råd lige fra alt om karriere, sammenbragte familier til opstramning af diverse kropsdele og hud. På elegant vis selvfølgelig.

Før jonglerede du med midtvejskriser, men nu tager du på selvudviklingskurser, imens du selvfed står 100% ved dig selv og tilsyneladende har fundet indre ro og hviler i dig selv. Du deler gladeligt dit motto “Jeg er præcis der, hvor jeg skal være”, selvom du godt ved, at det virker en anelse provokerende på mig, for jeg kan jo ikke argumentere og modsætte mig, at jeg bliver ældre.

Det kan man da kalde for århundredets “come back” eller re-branding, som det så fint hedder. Hvordan kom du lige derhen? Hvilket kursus har du lært det på? Hvilken branding-ekspert har du haft gavn af?

Men har du overbevist mig?

Hvad er alternativet, spørger du mig, selvom jeg kan se på dig, at du jo godt selv kender svaret, og ved, at det gør jeg jo også. Du vil bare gerne have mig til selv at reflektere over det.

Vil du da gerne være yngre? Er det det, det her handler om, spørger du søgende, imens du higer efter min accept og anerkendelse. Hvis du kunne vælge, ville du så virkelig gerne tilbage til dine 20-ere igen? Så ville du ikke have dine børn. Du ville ikke tage det store skridt og turde tro på, at du godt kan leve af at være selvstændig. Du ville flyde med strømmen og stadig være opsat på at finde en kasse, der kan passe – dog med fastere hud og uden tyngdekraften havde sat sine ulidelige tydlige spor.

Arene og oplevelserne ville være færre, men indsigten og forståelsen af dem mindre. Ville det gøre dig mere lykkelig? Du savner måske de vilde år, med ubekymrethed, fleksibilitet og endeløse fester? Hvor du kunne dyrke impulsiviteten og bare gøre, hvad du havde lyst til? Men med det fulgte en rodløshed og en konstant søgen og en manglende accept og anerkendelse af at stå ved dig selv, siger du til mig, imens du roligt trækker vejret. Som om du ved, at du på et tidspunkt vil overvinde mig med dine åbenbare og ærlige argumenter.

Jeg forstår ikke, hvorfor du skal se mig som en kontrast, spørger du undersøgende. Kan du da ikke længere tage store skridt? For mig at se, er de, du tager lige nu, endnu større end dem, du tog for 20 år siden. Nu er dine skridt blot ikke kun ud af til, siger du og henviser til mit indre kompas frem for det pas, der ligger i skuffen.

Når alt kommer til alt, så kan jeg ikke andet end at erkende, at jeg ikke kan ændre på dig – det går kun en vej, som du siger. Og er det ikke også ok, siger du og kniber mig i armen, når jeg snart igen skal til at skrive et nyt tal.

Giv det tid, hvisker du, vi har da forhåbentligt 8 år mere sammen + en måned, tilføjer jeg, imens jeg tager dine argumenter til mig og sender bekymringerne på et velfortjent silence-retreat.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s