Fordømmende ord, men mest spørgsmål bliver det til og ofte af den slags, der slutter med “ikke”. Hvorfor kan du ikke? Hvorfor gør du ikke? Men du har også din egen personlige favorit, som varierer fra situation til situation, men som altid starter med: Du burde også gøre…gør du ikke?
Det er ikke god stil at svare på et spørgsnål med et spørgsmål, siger du og jeg kan godt se på dig, at du ikke er begejstret for at blive skubbet ud af din komfortzone. Men lige i dag har jeg fået nok af dine spørgsmål og som et lille nysgerrigt barn, der stiller spørgsmål konstant om hvorfor dit og hvorfor dat, rammer jeg dig nu med modspørgsmål som, hvorfor kan jeg ikke tillade mig at hvile mig, pleje min ømme hals og mit trætte hoved?
Efter kort tids reflektion kommer du med en overflod af argumenter, som du godt ved rammer lige der, hvor det gør ondt. Du har lige været på ferie i en uge. Nu må du hellere se at komme i gang igen. Og i dag er det jo den 11., siger du med et smil, for du ved godt, at det tal taler til mig som intet andet tal. Det er den 11. i 11. triumferer du, og jeg kan mærke, at nu går du efter det afgørende slag. Ville det ikke være fedt at poste et blogindlæg på denne dag? Og så er det jo oven i købet 11 dage siden, du sidst postede et oplæg? Ville det ikke være det mest oplagte? Du kan da ikke sige nej til 11.11.11 – kan du det?
Og var det ikke i dag, du skulle finde de vise sten frem? De vise ord om, hvad du tilbyder i din virksomhed? Tænke og planlægge de næste skridt? Du skal have lukket aftalen nu. Jeg kan lugte din desperation. Der er ikke flere argumenter tilbage.
Jeg ser dig i øjnene, imens jeg stille slukker min mobil og kryber ind under dynen. Træt i hovedet. Træt i kroppen. Tom for tanker og ord. Da jeg først har taget beslutningen kan jeg mærke en lettelse i kroppen, der ikke er til at tage fejl af. Så fik du jo slet ikke lavet noget i dag? Du fik jo slet ikke kommet videre vel? Hvisker du til mig. Du har åbenbart ikke givet op endnu. Du kunne jo også bare lige sætte en vask over? Eller lige rydde lidt op? Burde du ikke gøre noget mere nyttigt end bare ligge der? Det sidste spørgsmål prøver jeg ikke at høre. Jeg holder mig for ørene. Jeg ved godt, hvilke følelser du prøver at slå på.
Jeg får skubbet dig væk fra sengekanten. Du skal i hvert fald ikke sidde og vente på, at jeg vågner igen fra en nødvendig lur. Og endelig får jeg sagt fra overfor dig: Er det ikke i orden at tage en lur, når man er sløj? Når ens hoved føles som om det eksploderer? Er det i virkeligheden ikke det bedste jeg kan gøre for mig og dermed også min familie? Og ved du hvad? Du er stille nu, du er ikke vant til at blive udfordret på denne måde. Jeg ved faktisk godt, hvad jeg tilbyder i min virksomhed.
Jeg tilbyder et grundigt eftersyn af hjemmesider. Står det tydligt nok i forhold til nuværende og potentielle kunder? Hvem er egentlig målgruppen, og hvad har de brug for at læse om og særligt, hvad behøver de ikke læse om på din hjemmeside? Mangler der tekst? Afsnit? Er det skrevet i et forståeligt sprog? Er der stavefejl, der skal luges ud i? Alt det kan jeg tilbyde i min virksomhed og mere til. Jeg har flere ting i støbeskeen. Og bare så du ved det, så er jeg ikke bange for at spørge direkte, når der er noget, jeg ikke forstår eller undrer mig over. Jeg arbejder kreativt og intuitivt.
Du er måløs. Det var ikke lige det, du ventede. Men burde du så ikke skrive det ned så? Siger du eftertænksomt. Jo, siger jeg. Du har helt ret, og imens jeg tager luft ind, er du begyndt at trippe lidt, som om du gør dig klar til det, du er kommet for at gøre hver gang, jeg giver dig ret.
Bare ikke i dag, siger jeg. I dag skal jeg hvile og lade sygdommen slippe mig først. Og det er helt ok, det hedder egenomsorg. Så snart du hører din modstanders navn sagt højt, bliver du atter stille og bakker langsomt væk og ud af værelset. Der ser du, siger jeg til dig, imens jeg lukker døren bag dig, jeg har nået en hel del i dag.
How to find your Silver Lining 