Kringlet, krøllet og kreativ

I afhængighedens forførende og altoverskyggende rus kan jeg ikke slippe dig. Du er under huden på mig. Der sidder du og suger af min livskraft, tilbagelænet og med korslagte arme. Er der et i morgen? Hvordan ser det ud? Jeg skal kunne mærke dig. Mærke dine tanker, ideer og det, der bor inden i dig. Hvad drømmer du om? Hvor vil du hen? Hvad er visionen? Hvad er missionen?

Det er ikke så lige til. Det kræver tillid og tid at åbne sig. Man bliver pludselig så såbar. Bag facaden gemmer der sig hjerteblod, sved og tårer. Et brændende ønske om at ville noget andet. Noget mere. Noget større. Noget givende. Noget tilfredsstillende.

Med hovedet på puden trækker du vejret dybt ind. Der er ro på. For det meste, altså. For der er også sommerfugle hist og pist. Men det er de gode af slagsens, som når du ligger og tænker i ord, billeder og sammenhænge. Pludselig bliver løsningen synlig for dig, og du skriver stikord på telefonen. Med et smil på læben falder du i søvn. De kreative tanker hviler aldrig hos dig, de ser konstant sammenhænge og nye muligheder.

Den næste dag bliver stikordene til sætninger, der flyder over i et komplekst virvar af ord, der strækker sig ned langs siden og flettes sammen til et billede af en historie. Det hele giver mening nu. Du kigger ud på de grå skyer, men indeni er der fyldt op med sol og minder fra en hængekøje, der blidt svejer i vinden under palmetræerne. Ubekymrethed.

I uafhængighedens ulidelige klare luft bliver jeg bevidst om dine styrker, dine udfordringer, ja kald dem bare problemer, selvom jeg ved, at du hader det negative ladet ords beskrivelse af dig og ikke mindst dine tanker og handlinger. Det du går og tumler med. Hvornår går det egentlig fra at være et spirenede frø fyldt med muligheder og håb til udfordringer og problemer, der synes umulige at overskue. Umulige at komme af med? Eller blot umulige at gribe, forstå og begribe?

Du er som to sider af samme sag. På et knivsæg balancerer du hele tiden velvidende, at dette kan blive rigtig godt eller rigtigt skidt. Der er intet midt imellem hos dig. Dog besidder du en vis form for selvironi. Og når de kalder dig øgenavne som popcorn-maskine, får det dig blot til at smile, imens du iler tilbage i overhalingsbanen. Du er ikke sådan at løbe om hjørner med. Du bruger trods alt ca. 20 procent af min samlede energi, fik du dig lige googlet til.

Du skal rumme så meget. Du holder dig konstant i gang. Også når jeg er stille. Måske er mit favorit øgenavn, eller måske endda kælenavn, får du sagt i en indskudt sætning på din egen umidddelbare facon, et ord eller måske snarere noget, der får tankerne til at lede hen på et bestemt bagværk. Kringlet. Men du er så meget mere end det, du er kreativ og hurtig, og du kan mestre både sprog og tal.

Du tænker nogle gange så hurtigt, at jeg ikke kan følge med på tastaturet. Nogle gange bliver jeg i tvivl om, det bare er fordi, du er sådan eller bare ønsker at drille mig lidt, som din egen måde at promovere dig selv på. Som en måde at få mig til at virkelig mærke dig, tage dig til mig og forstå, hvad din vision og mission er.

Midt i alt føleriet er du kommet lidt i klemme, det kan jeg godt se. For uden dig er jeg ingenting. Måske vi trænger til at ændre lidt i kontrakten, spørger du, imens lysten til samarbejde lyser ud af dig. Det kan godt være, du ikke tænker, at jeg indeholder din fulde personlighed, men jeg er altså så meget mere end det ego, du tror, jeg kun indeholder. Jeg er stærk og samarbejder gerne, holder styr på liv og lemmer, er en uovertruffen planlægger og ja, så er jeg også både kringlet, krøllet og kreativ og nogle gange super irriterende, men uden mig… Der er jo intet alternativ.

Du er i sandhed forunderlig og inspirerende, omend du sommetider styres af frygt og mørke. Men kære hjerne, du er min, med alt hvad det indbærer, fortæller jeg dig, imens jeg kan se på dig, at du allerede er begjestret over vore nyfundne samarbejde og gensidige respekt. Hvem ved, hvad det kan føre til?