Bag lukkede øjne skinner solen altid

Om spring og overspringstanker

Jeg så mig selv stå på 10-meters vippen og hørte stemmen indeni: bare spring ud i det. Bare spring. Det kan jeg ikke, hviskede jeg tilbage. Det er for hårdt, for grænseoverskridende, for sindssygt, for alt muligt. Jeg tager trappen ned igen. Jeg skal ikke springe, tænkte jeg, imens min indre biograf spillede den korteste version af en kortfilm i mands minde. Den slags

… hvor man ikke en gang kan nå at spise børnemenuens popcorn færdig.

Op og ned af trappestigen et par gange, og til sidst pressede det hele sig så tilstrækkelig meget på, at jeg ikke kunne lade være med at springe. Op af vandet kom jeg – og det føltes vildt godt.

Midt i alt Corona lockdown situationen glemte jeg helt at mærke efter, hvordan jeg har det. Jeg gik i overlevelses-mode og tænkte udelukkende som en bjørnemor, der skal beskytte sit afkom. Totalt selvisoleret i 5 uger og så startede mine piger op i vuggestue/børnehaven igen. Og efterlod deres mor i en post undtagelsestilstand fra den ene dag til den anden.

Og så kan tanker som at male udestuen pludseligt poppe op. Den trænger virkelig. Så kunne jeg i hvert fald sige, og fremvise (på div. sociale medier) at jeg trods alt får lavet noget i disse tider. For alle de stikord og halvfærdige sætninger, der ikke bare fylder min computer, men også mine tanker, er jo ikke noget at vise frem.

Nej, så er der nok mere salg i en nymalet, minimalistisk indrettet udestue med trendige planter og retro vaser fra loppemarkeder i matchende nuancer med håndplukkede, selvavlede blomster i. Den vil virkelig blive flot i sådan en “white wash” farve, hvor man stadig kan se årerne i træet.

Lige så produktivt er det vel at sidde og gruble over, hvorfor tomatplanterne ikke ville spire, og hvorfor man ikke bare overgav sig selv til at købe nogle i det lokale supermarked (noget før). Er det i virkeligheden et spørgsmål om stolthed eller er det princippet i, at sommerens tomatbidrag skal komme fra hjemmespirede frø?

Er det et spørgsmål om stædig- og eller stolthed? Hvorfor bliver jeg ved med at stille spørgsmål til det hele? Måske er det bare sådan min hjerne fungerer, og måske er det fordi, jeg skal ud og spørge andre om alt muligt, som gerne skal ende med en hel masse svar? Helst af den slags, som andre mennesker rigtig gerne gider at læse.

Noget som virkelig fanger med det samme. Det skal være en rigtig “page turner”, en jeg kan ikke gå i seng, før jeg har læst slutningen/jeg sniger mig ud på badeværelset og læser færdig – jeg kan ikke deale med min partner og skrigende børn, før jeg ved, hvad denne kvinde gjorde, og hvorfor hun gjorde det, artikel.

I weekenden ville skæbnen, eller min playliste? at den ville introducere mig til en ny ynglingssang. Jeg faldt pladask for titlen. Der var bare noget ved den, som gav genklang – måske lidt a la ovenstående hoppen ud fra 10-meters vippen? ”Bad ideas make the best memories” En sangtekst og melodi, som taler direkte til den indre, eventyrlystne backpacker, der som ganske ung kastede sig ud i verden.

Og som 20 år senere tilsyneladende har lagt alt for mange bånd på sig selv og, i takt med det voksende ansvar for et barn plus et barn plus mand plus hus og have plus robotplæneklipper, trænger til at få sin eventyrlyst støvet af.

Og nej, der er ikke en upcoming backpacker-tur med unger og mand planlagt (endnu), da det jo ikke er muligt (endnu), men derimod et hop fra 10-meter vippen, der er på tegnebrættet, eller hvad man nu skal kalde det, når man står bag tæppet og med et sug i maven hører åbningssangen starte showet og med våde håndflader og forventningens glæde inderligt håber det, som alle andre håber i den situation: Bare det lykkes.

Så hvad får en 40+ kvinde til fuldstændig at ændre retning i livet? At turde gå efter drømmen for at forfølge det, som sjælen længes efter, og som får hjertet til at hoppe af glæde? Kan hun gøre det alene – eller har hun fået hjælp af evt. en mentor?

Hvad er det værste, der kan ske? Sagde optimismen. Frygten for at fejle, sagde egoet. Ikke at udleve drømmen indeni og ikke lade det indre solskin skinne igennem og komme til udtryk, siger sjælen.