100

Mit blogindlæg nummer 100 havde jeg tænkt som et festfyrværkeri af en milepæl. Et bevis på, at tingene kører i bedste velgående. Jeg har styr på det hele. Men midt i drømmen om nummer 100, der skulle stå bøjet i neon med et baggrundsbillede, der var intet mindre end enestående, havde jeg overset,

eller måske blot fortrængt, at for at få plads til noget nyt, er man nødt til at give slip på noget af det gamle. Noget, der blokerer for nye, spændende ting, der kan spire i ens sind. Mit sind. Også selvom det allerede føles som om, man har sprunget ud fra 10-meters vippen.

Så i dag har jeg ikke budt velkommen, men taget afsked med noget, der har naget mig længe. Uforløste og ufuldkomne billeder og sætninger, indre film og analytiske, særligt udvalgte artikelserier med svære følelser og erindringer, samt hjemmestrikkede, narative usande fortællinger med dybe spor og med meget på spil.

Der er ikke længere plads til det hos mig. Mit arkiv er simpelthen fyldt op. Der er ikke mere kapacitet i skyen. Og det er jo på mange måder ikke særligt smart, når ens butik handler om at finde “The silver Lining”. Den gode historie, lysglimtet og meningen i det hele.

Men hvad gør man med personfølsomme oplysninger, der ikke tåler dagens lys? Og som man (læs jeg), synes at have brugt umådeligt langt tid på i forvejen, og som efter utallige forsøg på permanent sletning, er blevet mødt af notifikationer som “Error” og “The selected data can (for some reason) not be permanently deleted right now”.

Er det et spørgsmål om at ride stormen af. Vente på det helt rigtige tidspunkt, hvor vinden har lagt sig og solen titter bare en lille smule frem? For kun der kan jeg tænke klart, tage beslutninger og føre dem ud i livet. Lige så vigtigt er de forhold for at få lavet et godt bål. Ikke for meget vind, helst ingen regn.

Men er det kraftfuldt nok til at få dårlige minder, grimme syn fra nethinden, vrede, frustrationer, had, opgivelse, magtesløshed og svigt til at forsvinde (for altid)? Som små papirkugler, med stor skrift, der beskrivende, følende og indlevende forsvinder ned i det gyldne gab af flammer?

Ikke bare giver det mulighed for et endegyldigt og knusende farvel, hvor det ikke længere er muligt at genoprette filer og images, det baner også vejen frem for det daglige brød – hvor det selvskabte ikke alene er værd at vente på, men tilmed også giver den bedste (smags)oplevelse…

… hvor sjælen finder ro og begynder at vende sig til det søde liv.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s