Hvor lang tid tager det?

Hvor lang tid tager det at bage en chokoladekage (og er der i forberedelsestiden taget højde for, at du har målt og vejet alle ingredienserne, taget alt ud af køleskab og skuffer, som skal bruges, endnu en tur til supermarkedet, fordi du glemte noget, og at du har vasket dine hænder)? At komme på plads efter en flytning? At kunne tilgive? At blive stressfri? Før du opdager, at sætningen “Så tag dig dog sammen!” aldrig har gavnet noget eller nogen.

Før du ser, accepterer, anerkender og tør gøre noget andet, end det du plejer. Før du ser detaljerne i det store billede (som afsløres nederst i dette blogindlæg).

Før du bliver ligeglad med, at andre springer over i køen i supermarkedet, og du stille står og venter, til det bliver din tur. Med et smil på læben og overkud, kom bare, jeg har tid nok.

Læste du videre eller kunne du ikke vente, så du scrollede ned med det samme for at se det?

Besættelse af tid har aldrig været større end nu. Spar tid – lav mad på under 15 minutter. Få mere tid i hverdagen, Yoga på 12,5 min. Meditation på 3 min. – You name it. Selv en madopskrift har ofte en estimeret tid påklistret. 60 minutters forberedelse + 30 min. i ovn. Det vil altså sige, at det vil tage 60 min. at forberede maden og 30 min. at lave den færdig i ovnen.

Ofte står der dog, OBS afhænger af ovn. Så måske 20-30 min. Ovne er nemlig meget forskellige, så hold godt øje med din ovn. Det ved alle jo. Men er vi mennesker ikke også forskellige? Eller meget forskellige? Jeg har foreksempel aldrig set en opskrift, hvor der står: Forberedelsestid 35-60 min. (alt afhængig af om du er ny eller prof i køkkenet eller bare sådan generelt langsom eller måske endda lettere klodset). Accepterer vi bare sådan lige det generelle og gennemsnitlige, når det kommer til mennesker? Men når det kommer til ovne, så er vi fuldt opmærksomme på, at tiden kan variere?

Måske forholder det sig også sådan, med andre begivenheder i livet? Altså, at vi mennesker er meget forskellige. Så som hvor lang tid det tager at tabe sig, blive stressfri eller finde et job. Da jeg var på dagpenge, sad A-kasse konsulenten og rev sig i håret og sagde: Jeg kan slet ikke forstå, at du ikke er kommet i arbejde endnu, sådan en som dig, er jo kun ledig i ca. 4 måneder!

Konsulenten spurgte mig aldrig, hvad jeg troede var årsagen til, at jeg ikke passede ind i hans arbejdsgivers udstukkede gennemsnit. Han kunne jo heller ikke sidde og sige: Hvorfor er du egentlig ikke kommet i arbejde inden for den gennemsnitlige periode, som mit system gerne vil skære over en kam og sammenligne med? Er der noget galt med dig eller er du bare sådan langsom eller ubeslutsom? Eller måske er det, fordi du er et menneske, og vi er jo forskellige. Det ved alle. Så for nogle tager det 1 måned og andre kan det tage år.

For noget tid siden var der et dansk supermarked, der proklamerede, at det kun tog 5 minutter at købe ind i deres supermarkeder. Dette skulle angiveligt føre tankerne hen på, at man hurtigt kunne få klaret sine indkøb. De kunne jo ikke skrive noget i stil med: Det tager kun 5 minutter, medmindre du er langsom eller bare generelt ubeslutsom af natur, har glemt din indkøbsliste eller undgår at købe ind med dine børn, eller på spidsbelastede indkøbstidspunkter. Alligevel hærgede reklamen, imens vi var nogen, der sad med pegefingeren i vejret, skulle der vise sig en mulighed for at få spurgt ind til de mellemregninger, der lå til grundlag for tidsestimatet: Ud fra hvilket gennemsnit snakker vi 5 minutter?

Tid og tidsgennemsnit. Måle, veje og resultater. Er det sværere at være i nuet, når vi hele tiden skal vide hvor lang tid, det tager? Og før vi får set os om lytter vi til Mads og Monopolet, hvor desperate lyttere skriver ind om dilemmaer omkring excelarkets skyggesider og uendelige lyst til at sætte alting i systemer. Vi vil gerne have styr på tid, og hvor lang tid ting tager. Det kan man forholde sig til. Det tager i gennemsnit så og så lang tid at føde. Køen på motorvejen tager x antal min.

Er vi blevet så besat af at måle alt i tid, gennemsnit og resultater, at vi slet ikke, eller i hvert fald har virkelig svært ved at forstå et svar, der lyder: Jeg ved ikke hvor længe, det her tager. Men nu er jeg startet og så må vi se, hvor lang tid det tager. Dog er det som om, der på en måde er en større tendens til accept af manglende tidsestimat, hvis genstanden for tidsudmålingen på en eller anden måde er relateret til noget kreativt.

Hvor lang tid tager det at lave en skulptur? Skrive en sang? Skrive en bog? Endelig udkom bogen, efter lang tids venten fra utålmodige fans, der har måttet vente i lidt over 2 år. Eller overskriften kan lyde: Det tog 2 år at skrive bogen. Ok? Har forfatteren siddet med et stopur, hver gang fingerspidserne dansede hen over tastaturet? Stop, jeg skal spise, stop, jeg skal sove, stop, jeg har lige nogle børn… Og så fremdeles. Accepterer vi den form for tidsmåling? Vi ved jo ikke, hvor lang tid, det reelt har taget at skrive bogen. Eller er det bare ikke så nødvendigt i denne sammenhæng? Altså det læserne går op i er, hvor længe de har måttet vente med at få fingrene i den nyankomne bog. Ikke hvor længe, det faktisk har taget forfatteren at skrive selve bogen.

Hvad hvis jeg stillede dig spørgsmålet, hvor lang tid tager det at blive stressfri? Eller at arbejde med sig selv? Eller at finde sin passion? Eller når denne er fundet at kunne leve af den?

Er det overhovedet muligt at slippe fri for tidshorisonter, eller har vores hjerner, i denne del af verden, underkastet os tidstyrraniet i så tilpas lang tid, at vi ikke kan lægge det til side. Kan man træne hjernen til ikke at være tidsstyret? Jeg ved ikke, hvor lang tid det tager, før jeg finder mit næste job, næste kunde, bliver stressfri, og det er bare helt ok. Er det muligt at komme dertil? Er det en illusion?Eller er det hverken relevant eller acceptabelt?

Det kan jo få en berejst sjæl til at tænke lidt over, hvordan tid opfattes andre steder. Bussen kommer, når chauføren er færdig med at holde siesta, eller måske kommer der flere forsyninger til supermarkedet i morgen. Vi må vente at se.

Og de afgørende detaljer? Måske viser de sig i det øjeblik, du tør stoppe op og zoome ind og for en stund slutte fred og bare være. Måske er det der, smilet kommer frem, og du finder din Silver Lining.