Processen der trådte ud af skyggen

Jeg havde det virkelig dårligt og kunne slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne komme igennem det. Hver dag føltes som en kamp. Som at skrige under vand. Som at slå i en dyne. Som konstant at banke hovedet mod en mur. Som at stå i stampe. Som at træde vande. Som at skrige i afmagt og frustration uden nogen hørte noget eller gjorde noget, inklusiv mig selv. Intet fungerede. Jeg stod, for at sige det helt ærligt, i lort til halsen. Det var ren og skær overlevelse. Hver dag.

Men jeg har det rigtig godt i dag, fordi jeg tog mig selv alvorligt og kastede mig ud i noget, der var godt for mig, der åbnede mine øjne til at se anderledes på mig selv og mit liv. Helt ude af min komfortzone, men altså man skal jo også gøre noget andet for at få noget andet. Og når først jeg havde knækket den kode, så kom der ligesom flow i det hele. En morgen tog jeg mig selv i at smile til mig selv i spejlet og mærke en følelse i kroppen, at det her nok skal blive godt. Jeg havde fundet håb. De mørke skyer var væk, og pludseligt kunne jeg se muligheder frem for begrænsninger. Det var som nat og dag.

Jeg opdagede, at jeg havde evner inden for det og det, og nu kunne jeg endelig forbinde de mange løse ender i mit (arbejds)liv. Jeg havde fundet min passion – endelig! Jeg blev ustoppelig, og det har ført til mange spændende arbejdsopgaver og åbnet op for spændende arbejdsrelationer, som jeg aldrig havde turde drømme om. Jeg er nu fuld af energi og taknemmelighed. Hver morgen kniber jeg mig selv i armen. Ja, den er god nok. Jeg lever faktisk min drøm. Sådan kunne historien ende. En rigtig solstrålehistorie. En historie med en lykkelig slutning.

Med fokus på det gode, den lykkelige historie, der ender fantastisk, bliver det på en måde legitimt, at historien starter trist og ulykkelig. Som om det triste og uoverskuelige kun får sin berettigelse, hvis det følges op af en lykkelig slutning med to streger under succes og helst med en bugnende bankkonto til følge. Fortællinger om den enlige, fattige mor, der blev skilt fra sin voldelige ægtemand, var på fallittens og selvmordets rand, men på en eller anden måde så lyset og opfandt et produkt, skrev en bog eller noget tredje, som mennesker over hele verden ville sove i kø under åben himmel i ugevis for at komme til at eje.

Men hvordan? Hvordan blev modet holdt oppe? Hvad var det første skridt væk fra det svære, fra sorgen, fra håbløsheden?

Succeshistorien – bliver den mere vigtig, inspirerende og håbgivende for dens læsere, hvis der er en slutning? Eller ville en beskrivelse af processen, om hvad vedkommende rent faktisk gjorde for at komme ud af den vanskelige situation, være nok? Nok til at virke som inspiration? Give håb? Kunne processen være et resultet i sig selv? Være selve solstrålehistorien?

Det kan synes en anelse paradokssalt, når diverse behandlere nærmest står i kø for at udbrede budskabet om “at blive i processen”, når historierne, vi bliver bombarderet med, synes at skulle ende med noget. Og helst den lykkelige af slagsen.

Jeg læste en gang en bog om en amerikansk mand, der levede det vilde hustlerliv. Han var et fremtrædende medlem af en narkobande. Han tjente kassen på hans kriminalitet og andres afhængighed. Han var skruppelløs og var ikke bange for at ty til voldelige metoder for at få det, som han ville have det. En dag klappede fælden og han blev arresteret. Med udsigt til at tilbringe flere årtier bag lås og slå for sine forbrydelser, viste der sig pludselig en mulighed for at vidne imod tidligere narkobosser og -homies. På den måde ville han kunne få nedsat sin straf betydeligt.

Han stod med valget om at få nedsat sin straf i fængslet og samtidig blive stemplet som en stikker, en forræder og udsætte sit liv og familie for fare eller at risikere at tilbringe resten af sine dage i fængslet med æren i behold.

Han valgte det første. Han ønskede at sige farvel til sit gamle liv som street hustler og kriminel, og det var kun muligt ved at tage drastiske skridt, omend han var nødt til at starte i det små. Han begyndte at studere i fængslet og greb chancen for at arbejde i fængslets køkken, da denne bød sig, grundet god opførsel.

For hvert lille skridt, han tog, hen imod at ændre sit mindset, begyndte håbet og troen om en bedre fremtid langsomt at blomstre. Han vidste ikke, hvad det ville ende med, blot at han var nødt til at frigøre sig fra sin fortid og gamle tanke- og handlemønstre.

Kunne man derfor i stedet forestille sig en historie, der blot beskrev processen, altså det vedkommende havde gjort, for langsomt at hive sig selv op af det sorte hul? En fortælling, der ikke nødvendigvis mundede ud i en lykkelig slutning eller resultat, men som netop fokuserede på de små skridt frem – og dem tilbage. Hvor det, at træde ud af skyggen, ikke være i mål, langt fra, men blot vide, at selvom det føles som om, man ikke kommer nogle vegne, så kan der nogle dage findes bitte små håb. Man ved ikke hvor, det ender, eller hvor lang tid det tager. Og måske er det helt ok?

Selvfølgelig var der en slutning på bogen. Og den var lykkelig. Den tidligere kriminelle gangster arbejder i dag som kok på en højprofileret restaurant i Las Vegas. Det var da også slutningen, jeg tænkte på og kunne huske, da bogen pludselig “sprang” ud af bogreolen. Bogen “landede” åben på side 153: “I was working hard to change my life, and I knew that if I ever got an opportunity to be free again, I’d spend the rest of my life trying to give back to those I’d taken from. Still I worried what people would think about me if I told.”

Sætningen er kernen i bogen. At have bekymringstanker og frygt blandet med at starte med at ændre sine tanker til det mere positive og samtidig slutte fred med, at alle mennesker begår fejl. Det er en del af livet, og en del af processen i at skabe et bedre liv for sig selv, når man står i lort til halsen. Det betyder ikke, at slutningen bliver lykkelig eller ulykkelig for den sags skyld. Men det betyder heller ikke, at fokus nødvendigvis helst skal være på slutningen.

For måske er slutningen eller det endelige resultat slet ikke relevant i denne sammenhæng? Måske er det ok at sige, når man bliver spurgt om, hvad man går og laver: Jeg er i gang med at ændre nogle gamle tanke- og handlingsmønstre, som ikke er gode for mig. Det tager tid, og jeg ved ikke, hvad det ender med. Måske bliver det på den måde muligt at sætte sig selv fri, og lade tanken om den lykkelige slutning glide i baggrunden. Til trods for forventninger og pres om, at det en dag skal ende (lykkeligt).

At stå stærkt med sig selv i processen, imens det hele raser og vender op og ned på alt, hvad man har været vant til. Sårbart og maskefrit. Processen ved at mærke efter, hvad man har brug for, og så handle ud fra det. Ville det være muligt at have det som den nye slutning – det ønskede resultat?

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s