Selvværdets egen fortælling

Der lå de. Helt stille. Til ingen verdens nytte. Slut med leg og kreativitet. Nogle var ved selv det mindste skub trillet væk, andre var kastet af stor kraft. Måske i et øjebliks frustration? Eller spontan glæde uden forudsigelse af konsekvenserne?

Nogle kunne grave dybe huller, hvor ideer kunne indfanges, nogle kunne si overflødige ting væk, nogle kunne lave store klodser, der kunne bruges til at bygge solide fundamenter med. Andre kunne imitere noget smukt og efterlade ingen tvivl i beskuerens sind. Andre kunne rive ting sammen, der var lige til at smide ud. Andre igen kunne vande og få ting til at gro.

Samlet set kunne de bruges til meget. Rigtig meget. Deres kompetencer havde da også gang på gang høstet ros og anerkendelse hos dem, de havde udført at stykke arbejde for. Nogle af dem kunne dog stadig huske niveauet af konkurrence. Det var ikke gode minder at tænke tilbage på. Kan du genkende det? Hviskede selvværdet.

Nogle var gamle og havde ligget der længe. De var næsten ikke til at kende. De var falmede og risede. Andre var nye og havde ikke været der så længe. Nogle af dem havde den samme farve og lå så tæt op af hinanden, at det med det blotte øje var svært at se, hvor den ene startede og den anden sluttede, og på den måde var det nærmest umuligt at se, hvad de forestillede. Men fælles for dem var, at de på en eller anden måde var havnet på den side af hegnet, der gjorde dem besværlige at samle op igen, for ikke at tale om, at det måske endda også var lidt farligt. Hører du efter? Spurgte selvværdet.

Kunne de blive som nye igen? Få nyt liv og måske endda overraske positivt? Som aldrig tidligere set? Hvad skulle der i så fald til for at få det til at ske? En overbevisning? En tro på at de igen kunne komme til live og danne grundlag for endeløse muligheder og kreativitet? Var det et spørgsmål om timing?

Hvorfor havde de egentlig fået lov til at ligge der så længe? Uden der var gjort noget ved dem. Skulle de efterlades og gå bort naturens gang? (selvom det ville tage flere hundrede år for de små plastik skovle, spande, river, vandkander, krabber og mariehøner at forsvinde. De tilhørte en daginstitution, der lå lige ud til S-togsnettet). Det var ikke bare sådan at få dem tilbage til den rigtige side af hegnet. Var det et spørgsmål om placering?

De kunne dog sagtens stadig ses. Faktisk var der en særlig vinkel, hvorfra de var nemme at få øje på. Fra den helt rette vinkel var det muligt at se, hvad de egentlig var. Faktisk ret tydeligt. Men det krævede, at beskueren var det helt rigtige sted. Turde stå det helt rigtige sted. Kan du se det? Spurgte selvværdet.

Måske havde de haft svære odds og var hurtigt blevet kasseret? Men frem i lyset udgjorde de grundlaget for den smukkeste værktøjskasse. Af ressourcer, evner, kompetencer og kvalifikationer. Hvad hvis de pludselig blev set på samlet i stedet for at føle en intern konkurrence om, hvilken der var den mest brugbare, mest genkendelige og bedste? Var samspillet i virkeligheden vigtigere end selektion og specialisering? I dette tilfælde var det, og sammen begyndte de rejsen tilbage over hegnet. Nogle brugte deres umiddelbare evner og bogstavelig talt gravede sig under hegnet. Andre tog tilløb og sprang eller fløj, alt efter hvem der blev spurgt, eller hvem der så, over hegnet.

Da de var kommet godt over hegnet lagde de sig tæt ind til hinanden. Ovenfra lignede de det smukkeste billede i imponerende farver, som om det altid havde været meningen, at de skulle høre sammen. En ting var klart nu, de kunne ikke længere være uden hinanden, idet det netop var i kraft af, hvad de sammen var og stod for, der førte til deres vidunderlige samhørighed.

Det var ikke længere et spørgsmål om, hvad de gjorde, handlede på – men det var hvad de indeholdt, der gjorde dem smukke og unikke. De havde ikke længere brug for at lave, udforme, udstikke, bygge, si, imitere noget først, for at kunne mærke, at de var noget særligt. De havde ikke længere brug for udefrakommendes begjestring og anerkendelse.

Forstår du det nu? Spurgte selvværdet og prikkede til selvtilliden. Du skal ikke længere være uden mig. Ellers ender du bare på den forkerte side af hegnet igen – splittet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s