Kære farmor (og vejen til det indre kompas)

Vi har netop fejret din 94 års fødselsdag. Det var så dejligt at være med til at fejre dig.

Som altid tog du imod mig med åbne arme. Og min mand. Og vores to små piger. Jeg sender dig de fine billeder, vi fik taget sammen med far. Fire generationer. Fem hjerter.

Tusind tak for de fine vaser, jeg fik af dig. Foræret i kærlighedens og familiebåndets navn. Som et vidnesbyrd om, at blodets bånd er et særligt bånd. Og jeg er glad og taknemlig over også at have fået historien, der knytter sig til dem, med. Ærligt og sårbart. Det gør dem ekstra særlige for mig.

Jeg ville gerne have spurgt dig, hvordan det er at kunne se tilbage på et langt liv? At kunne huske krigen? Sin søns 70 års fødselsdag? At befinde sig i livets vinter? Hvad du drømte om som ung?

Jeg ville også gerne have fortalt dig lidt mere om, hvad der rører sig hos mig. Så det vil jeg gøre her. Ærligt og sårbart.

Jeg har ikke været så god til at holde kontakten med dig gennem årene. Og det er jeg ked af. Det er der flere årsager til. Som rækker ud over den almindelige travlhed som småbørnsmor. For gennem årene mistede jeg også kontakten til mig selv.

Hvad var der egentlig på spil derinde i mig i dybden af det uklare vand? En stormflod af uforløste følelser, minder og ubehag. Jeg måtte tilbunds i mig og mit.

Jeg rakte ud efter hjælp. Det var ikke muligt for mig selv alene at redde trådene ud.

På skuldre af kærlighed og tillid stod jeg, imens jeg fik tilpas meget plads til at ransage min sjæl. Mens verden udenfor fór forbi, tillod jeg mig selv at stå stille i mit indre. Hvem er jeg egentlig? Identitetskrise kan du kalde det, men for mig så meget mere. Transformerende.

Jeg overgav mig. Indbød min hjerne til omprogrammering. Jeg kan kun følge trop, når dit hjertes sang forlyder i hele dit væsen, var svaret.

Har du modet til at stå fast, kan du se sammenhængene og forstå, hvordan du kommer videre, sagde den indre stemme. Har du modet til at lytte til dit indre, kan dit sjæls lys skinne frem. Og pludselig får du øjnene op for potentiale, udvikling og kærlighed.

Kærligheden til dig selv. Og dermed modet til at stå op for dig selv, både når det kommer til trøstespisning og karrierevalg. At turde lukke en karrieredør og have tillid til, at en ny vil åbne sig. På vid gab.

Med bævrende hånd vendte jeg hver en sten og genopdagede sjældne, smukke blomster i min indre overgroede have af muligheder. I meterhøjt græs lå jeg på knæ, imens jeg langsomt begyndte at skelne mellem de livsgivende og de giftige planter. Mellem de kunstige og de ægte. Og mens jeg lå der og luede ud, gik det langsomt op for mig, at jeg indeholder meget mere end det, jeg lige gik og troede.

Mit hjerte flyder over af glæde, når jeg ser ordene danse hen over skærmen. Når de kommer skyldende ind over mig, som den klareste lille bæk. Som en indre talestrøm går ordene ind igennem mit hjerte og ud igennem fingerspidserne og bliver omdannet til billeder af følelser og stemninger, som kommer af noget, der er større end mig.

Det er sådan, det er for mig at skrive. Som en uendelig drøm (af muligheder), som et utømmende skatkammer af billeder malet med de smukkeste ord og det varmeste lys. Som en solsikke drejer sig efter lyset. Som kærlighed til livet. Med afsæt i den største passion og den dybeste længsel.

Men der er også noget andet og mere, der rør sig, indeni mig. Noget som i mange år har gjort, at jeg har følt mig så anderledes og forkert. Jeg vidste ej, hvad det var. Fordi jeg ikke kunne være rød i en verden af blå. Fordi jeg ikke kunne sætte ord på og begribe følelserne, der fulgte med. Fordi jeg ikke turde være mig (selv). Fordi jeg ikke turde gå imod strømmen. Min egen usikkerhed, begrænsning og censurering tog mig længere og længere væk (fra mit autentiske jeg). Jeg vidste ej, hvad det var. Med stress og håbløshed til følge.

Jeg gik på opdagelse i mig og mit, og det jeg fandt overgik min vildeste fantasi. Skal jeg forklare det med få ord, går det ud på, at min sensitivitet er forbundet med en spirituel tilgang til universet. Jeg sanser det og andre mennesker på flere måder end det umiddelbart er muligt med øjet, der ser. Og nu tager jeg skridtet fuldt ud og er startet på en uddannelse som clairvoyant rådgiver.

Med kontakt til noget, der er større end mig selv, kan jeg se, høre og mærke billeder i tankefeltet mellem energi og kærlighed. Så virkelige og samtidig så uvirkelige. En verden af uendelig positivitet og hjælpsomhed.

Pludselig er der ting, der falder på plads – ting der giver mening. På et højere plan. Jeg ved nu, hvorfor jeg føler mig anderledes. Og med forklaringen derpå er følelsen af forkerthed forsvundet.

Min største skam og fortvivlelse er nu ikke blot ved at transformere sig til min største styrke, men også ved at blive en del af min levevej, hvor skibet er ladet med mod og kursen sat mod uendelige muligheder. Det føles som at vende op og ned på styrker og svagheder. Men det var det, der skulle til, før jeg kunne finde frem til, hvilken vej mit indre kompas skal vende.

Med min nyfundne selvindsigt, forståelse og accept af alt det, jeg indeholder, omfavner jeg det. Som et lettelsens suk, der erstatter det evige spørgsmål om hvordan, hvad og hvorfor.

Med et brændende ønske om at hjælpe, inspirere og være med til at gøre en forskel åbner jeg døren til en ny verden og et nyt arbejdsliv. Med sommerfugle i maven og med taknemlighed liggende som et varmt tæppe om kroppen står jeg ved hele mig.

Jeg kan ikke svare dig på, hvad det ender med. Jeg ved bare, at det ender godt. Hvordan kan det da andet, når man følger sin sjæl og mærker livet til fulde med det, man gør?

Det er slut med at gå på kompromis med mig selv, det ved jeg nu. Det er slut med at lade som om og tvinge mig selv til at passe ind steder, hvor jeg ikke kan, særligt over for mig selv, det ved jeg nu.

Så kære farmor, du skal ikke være bekymret for mig. Og til vi ses igen lover jeg dig, at jeg passer på mig selv, så jeg kan passe på mine piger. Og hjælpe dem til også at være tro mod sig selv, uanset hvilken retning deres indre kompas vender.

Kærlig hilsen

Jonna