Da den opdagelsesrejsende vendte hjem

I stedet for at være indspillingen af en håndlæsersession, jeg havde fået tilbage i 2002, var der i stedet for musik. Jeg havde sådan glædet mig til at lytte til det igen, efter jeg havde stødt på det ved (en mindre) oprydning for et par uger siden. Især også fordi det endelig havde lykkes mig at lokalisere den dertilhørende museumsgenstand af et apparat, der var i stand til at afspille det gamle, uddøende levn fra en fjern fortid. Elsket og hadet igennem årtier: kassettebåndet.

Jeg var lige ved at blive godt og grundigt træt af mig selv og mega ærgerlig over, at jeg dog ikke havde passet bedre på mine ting. Tænk nu hvis det, der var på båndet, ville give mig lige præcis det, jeg havde brug for lige nu til mit virke som selvstænding? Til min videre udvikling som menneske. Hvis det indeholdte informationer, som jeg ikke kunne leve uden og som ville gøre, at jeg vidste præcis, hvad mit næste skridt skulle være? Der var vel en årsag til, at båndet var dukket op lige nu og her?

Men så var det, at jeg valgte at gøre noget andet.

I mine 20’ere rejste og boede jeg en del rundt i verden. Ok, jeg fik også rejst lidt efter, jeg var fyldt 30. Jeg elskede det. Smukke og anderledes landskaber, sol og varme, verdens vidundere, billige cocktails på stranden og spændende mad. Men det jeg holdt allermest af, ved mødet med andre kulturer, var deres mennesker.

Jeg elskede at gå på opdagelse i, hvordan andre mennesker levede. Hvordan andre mennesker klarede dagen og vejen. Hvad de troede på, hvad der var vigtigt for dem. Hvad deres børn og unge drømte om. Hvordan de tilpassede sig naturen, omgivelserne og vejrforholdene. Hvad der igennem generationer var nedarvet af overbevisninger, forståelser, traditioner og religion, og som alt sammen udgjorde kulturen, sproget og levemåden.

Ofte var det mest mindeværdige ved rejserne og opholdene den viden og læring jeg netop ikke kunne læse om i guidebøgerne. Det handlede om at være til stede. Om at være nysgerrigt til stede. Om at være nysgerrigt til stede uden at dømme. Om at være nysgerrigt til stede uden at dømme eller vurdere.

Og hvad har det med et 18 år gammelt kassettebånd, der tilsyneladende ikke var det rigtige alligevel, at gøre?

Jo, da jeg var lige ved at blive godt gal og irriteret over, at jeg åbenbart havde været sådan en klovn at miste båndet, med håndlæsersessionen, skete der noget andet hos mig. Faktisk blev jeg selv ret så forundret over min egen reaktion. Det der skete var følgende:

1) Jeg mærkede ubehaget i kroppen og de snigende tanker om irritation og frustration, som ofte går hånd i hånd med gamle usande, nedværdigende, nedarvede fortællinger, som så igen kan udløse den frygtede og førhen ustoppelige indre kritiske hammer. Kort fortalt er der tale om en dominoeffekt af værste selvdestruktiv-skuffe.

2) Da jeg blev bevist om, hvad der var ved at ske og inden hammeren kom, helt frem fra sit flyverskjul, nåede jeg at sætte mig ned og tænke: Ok, måske kan jeg godt huske noget af det, der er på det bånd. Det lykkedes mig at opstøve og resturere noget af den gamle harddisk fra 2002, og nu var min hjerne klar til at afspille overskrifterne.

“Du kan sagtens tage den uddannelse færdig, som du er begyndt på”. Sagde håndlæseren. “Men du er i virkeligheden sådan en person, som lærer mest af livets skole”.

“Og det med at skrive? Ja, det kommer du i den grad også til på et tidspunkt”.

Der var sikkert mange flere ting, der kunne være nyttige at huske. Men det er helt ok. For det, jeg fik ud af denne episode er så meget mere givende for mig og min videre færd i livet. Og det er der to årsager til.

For det første blev jeg opmærksom på, at min hjerne er begyndt at virke igen. Altså jeg er begyndt at kunne huske ting, jeg ikke har kunnet huske (længe). Når ens hjerne har lidt under langvarig stress, så lider ens hukommelse også store tab. Men det kan lade sig gøre at reparere sin hjerne og dens hukommelse igen – ret fedt ikke?

For det andet blev jeg opmærksom på, at det jeg gjorde var at gøre noget andet end det, jeg plejede at gøre. Jeg mærkede, hvad der var ved at ske, jeg tog ved lære af det og skabte i stedet for en ny og positiv mulighed ud af, hvad der førhen ville være, en super frustrende situation for mig.

I stedet kunne situationen vendes rundt til, nå for pokker, der er en følelse af frustration, der kommer snigende, skal jeg ikke lige finde ud af, hvad det handler om, og hvad jeg kan gøre i stedet for? For helt ærligt den gamle måde at tænke og reagere på havde jo ikke rigtig virket særlig godt for mig.

Jeg har en ganske særlig ven at takke for, at jeg nu har ændret kurs: mindfulnessen. For den handler netop om, at gå på opdagelse og være nysgerrig, være til stede med det, der er, uden at dømme og vurdere. På den måde hænger jeg ikke længere fast i det samme negative spor af tanker og følelser.

Mindfulness var i mange år ikke en del af mit sprog. Jeg troede mest det gik ud på at sidde på en yogapude og meditere hele dagen og ikke have nogle tanker. Det var noget mærkeligt, langhåret noget. Lige indtil jeg fandt ud af, hvad jeg egentlig kunne bruge det til og hvilke glædelige overraskelser, der fulgte med.

Jeg siger ikke, det er nogen nem ting at overføre den samme måde at gå til tingene på, som når jeg møder nye kulturer og deres mennesker. Jeg ser det som en livslang, kontinuerlig læring. Som at tilegne sig et nyt sprog og få det helt ind under huden. Det tager tid og kræver træning og tålmodighed at få vendt tingene på hovedet og se nye vinkler af samme sag.

Belønningen er tilsvarende stor – særligt når man, som jeg, finder ud af, at ved at reparere hjernen med (mindfulness) pauser er det muligt at give hukommelsen et kærligt skub i den rigtige retning.

Som bonus kan det oplyses, at det samtidig har en positiv indvirkning på både humøret og selvværdet, som det tydeligvis også er muligt at reparere på, trods mange år med overvejende minus som fortegn.

Ja, mindfulnessen havde i sandhed mange gaver med til mig, da jeg først inviterede den helt inden for. Og nu har den også indfundet sig hos mig i form af de mindfulness forløb, som jeg tilbyder i skoven, og du kan læse historien bag dem her (og selvfølgelig også, hvordan du kan komme med).

Og lidt mere her: https://www.facebook.com/howtofindyoursilverlining.

Vi ses i skovens dybe, stille ro (eller næste gang på bloggen),

kærligst Jonna