Skilsmisse?

Har du nogensinde sagt til en person, at hun skulle gå fra sin partner?

Har du nogensinde sagt højt til et andet menneske, at du synes, hun skulle lade sig skille fra sin partner, fordi du følte, at forholdet var slut?

Sagde du det, fordi du fornemmede, at hun ville blive gladere ved at bryde ud af forholdet?

Da du fortalte hende det, hvordan sagde du det? Sagde du det med STORE bogstaver? Fortalte du hende det klart og direkte? Lige ud af posen? Lige ind til benet? Uden at blinke?

Da du sagde det, følte du så en tvivl, eller var du helt sikker i din sag? Følte du, at det på en måde var din opgave, dit ansvar at delagtiggøre hende i dine overbevisninger?

Følte du, at det stod klart i sol og måne, at forholdet var slut, og at det var tid for hende til at komme videre med hendes liv?

Følte du, at det var din opgave at synliggøre problematikken for hende på en sådan måde, at hun absolut og uden tøven kunne granske sin egen sjæl i en sådan grad, at hun intuitivt vidste, hvad hun skulle gøre?

Følte du, at du sagde det med ord, der tilhørte et helt særligt og detaljeret sprog, som du med hele din krop mærkede og videreformidlede på en måde, hvorpå hun kunne tage imod dit budskab?

Havde du følelsen af, at dine ord til hende blev malet med lige dele alvor og lige dele kærlighed, der på en måde var forbundet til noget, der var større end dig selv? Samtidig med at du kiggede hende i øjnene og mærkede hendes smerte og rummede hendes følelsesmæssige indvendige storm af fortvivlelse og håbløshed?

Så du i indre billeder, at hun byggede sit eget hus, dette blandet med en følelse af glæde over at være herre i eget hus? Mærkede du kontrasten ved at blive, og det følelsesmæssige kaos, der kørte rundt og rundt i en cirkel, der synes umulig at bryde ud af? Og blev disse billeder kombineret med en slags indre stemme, der blev ved med at gentage ordet: Skilsmisse, skilsmisse, skilsmisse?

Hvad hvis jeg fortalte dig, at du ikke kendte hende. At det var første gang i talte sammen. Første gang du så hende. At hun for dig var en fremmed, men alligevel kunne du se og mærke hendes inderste tankemylder og frustration. At du kunne mærke hendes overvejelser samtidig med, at du blev guidet af en energi, der netop gjorde dette muligt på en måde, der rækker ud over din forstand? Og at du hørte dig selv sige: Går du med tanker om at forlade din partner?

Hvad hvis jeg fortalte dig, at du, imens hun var der foran dig, følte dig guidet på en måde, hvor dine sanser og intellekt tilsammen med en moralsk erkendelse, blandet med den ypperste form for empati og sympati gjorde, at du ikke kunne sige til hende: Det er tid til at bryde ud af forholdet og lade dig skille. Men i stedet for kunne du videregive budskaber i billeder og følelser, der til sammen formede et landskab af indsigt og vejledning, som hun kunne tage med sig, når beslutningen skulle tages.

Det er sådan, det er at være mig, når jeg træner mine clairvoyante evner. Når jeg forbinder og bliver bindeled med den åndelige verden. Når jeg befinder mig i den kærligste energi, uden at dømme, bedømme og fortolke, imens jeg videreformidler det som er, det som sker og det som vil ske.

Drevet af et udpræget ønske om at hjælpe mennesker på deres vej gennem livet. Som en indre kraft, jeg ikke troede, jeg besad, men som jeg overgiver mig til med en følelse af ydmyghed og respekt, blandet med en forundren over at kunne se, høre og føle, hvad der rører sig hos et menneske, jeg aldrig har mødt før.