Har du ikke noget godt at sige…

så lad være med at sige noget.

Det gælder også for din egen indre kritiker/hammer. Men, hvordan er det så lige, at man får stoppet den (når nu man har lyttet til den så længe)?

Jeg plejede at dulme min med kage og chokolade. Et quick-fix med en meget kort nydelse og en meget lang efterreaktion, der spredte sig som ringe i vandet og samlede sig på badevægten.

Nu udfordrer jeg den kritiske stemme/hammer og gør en af følgende ting:

1 Jeg går en tur. Ja, den kan godt følge med i noget tid, men den forsvinder i takt med, at følelsen af varme og velvære spreder sig i min krop. Det er samtidig svært for den kritiske stemme at følge med op ad bakken og komme til orde, når jeg er (lettere) forpustet. Den kan mærke, at jeg gør noget, der er godt for mig (og min krop), og det hader den. Og ja, hvis du hellere vil tage en løbe- eller cykeltur, så gør endelig det. Hele pointen er at gøre det, DU mærker giver den største velvære.

2 Jeg siger (uden at gå i dialog) til den: “Jeg har hørt dig. Kan vi lige mødes om 5 min.”? Og så laver jeg mig en dejlig kop te og finder noget lækkert snack (en banan med lidt peanutbutter, to stykker mørk 70+ chokolade, et par dadler eller noget i den stil.) Sundt naturligvis, det har bare ikke samme effekt at sige, “venter du lige der, så løber jeg lige ned til bageren og henter den største flødeskumskage, de har?” Eller “Jeg kører lige på tanken efter tre croissanter til en 20-er og en plade Marabou, OK”? Der er nemlig to årsager til, at det ikke har (nogen som helst) effekt (Tricket er selvfølgelig, at man i forvejen ikke har de ting tilgængelige inden for hjemmets fire vægge. Der er jo ingen grund til at spænde yderligere ben for sig selv).

For det første går du i dialog med stemmen, og den er i forvejen den fødte forhandler (og overbeviser). Og for det andet, vil den sidde på din skulder hele vejen derned og hele vejen hjem. Og det giver den dels masser af betækningstid til at komme med noget virkeligt grimt at sige, og dels vil den ved den allerførste bid af de sukkersøde lækkerier triumferende sidde med armene over kors og sige “Bring it on!”. Og det er aldrig et godt udgangspunkt (til forhandling). Den ved nemlig godt, at du ved, at du ikke BURDE gøre det, og den elsker simpelthen det ord (og den følelse det giver dig, når du falder i). Så er det bedre at få vendt situationen rundt.

Når teen har trukket og det sunde er placeret (som en smuk blomst eller smiley face) på tallerknen, og inden du sætter dig i ynglings lænestolen eller sofaen med benene oppe, henter du noget at skrive på og med. Det kan i sig selv gøre stemmen usikker, og du kan evt. forsikre den om, at det er for at få det hele med, hvilket den skal bruge endnu mere energi til at tænke over, hvorfor du dog (pludselig) taler sådan til den.

Når du har sat dig, så siger du til stemmen: “Jeg trækker lige vejret dybt et par gange og drikker noget te” (eller kaffe, eller hvad det nu er, du nyder at drikke af forholdsvise sunde ting). Og ja, det er også her, du starter med at smage på den sunde snack, som du har linet op. Stemmen hader nemlig at vente og komme i anden række.

Til sidst siger du højt, imens du sidder klar med blyanten: “Bring it on!” Og lige der, er det rigtig svært for den indre kritiker at komme frem med noget negativt og dårligt at sige. Det er der (umiddelbart) tre årsager til.

For det første har du taget den alvorlig og lyttet, da den begyndte at pippe højt om de kritiske punkter, den gerne ville påpege over for dig (igen og igen). For det andet har du ladet den vente og taget kontrollen over, hvornår den må sige noget. Og for det tredje kan den blive helt usikker på sig selv, når den netop kan mærke, at du har en helt (første) anden (og tredje) måde, hvorpå du med anerkendende og venlig lederstil tager ejerskab over situationen, imens du gør noget godt for dig og prioriterer dig selv.

Det hele starter med at vende blikket indad og lytte til, hvad det egentlig er, der foregår derinde. Hvem er det, der styrer dig? Og hvorfor? Det kræver tid og TÅLMODIGHED at ændre på (dårlige) vaner. Men først og fremmest kræver det mod at turde lytte til sig selv uden at afbryde. For først der kan du mærke, hvad du har brug for. Måske har du brug for hjælp til at komme videre? Måske har du (bare) brug for en pause og stilhed omkring dig?

Læs her, hvordan du kan komme med på en tur i skoven til stilhed og reflektion, og tage det første skridt til at gøre noget godt for dig selv.