Kamæleonen, der holdt op med at pille løg

Med ønsket om løsninger og en bøn om at blive reddet tjekkede jeg ind til ophav, opgaver og ord i spandevis. Ikke blot på værelse nr. 200, men også hos mig selv.

Jeg fandt mig selv i paradokset om aldrig at blive den samme, og samtidig frygten for ikke at blive mig selv. Om at give slip og frygten for at give slip på mig selv.

Med skyhøje forventninger til mening, mennesker og mad. Højest af dem alle var dog forventningerne til mig selv.

2 nætter, 50 timer…

…. En slukket mobil, men et tændt indre.

Som et løg blev lagene pillet af. Et lag ad gangen. Roligt men bestemt. Skrøbeligt men stærkt. Det sved og det lugtede, imens tårerne trillede. Holder det da aldrig op? Spurgte jeg, imens du omsorgsfuldt holdt mig i hånden og hviskede: “Hold ud. Det bliver bedre – du er modig”.

Du tvang du mig til at se tilbage, fremad og ikke mindst indad – rundt i alle afkroge. Der var ingen steder at gemme mig. Ikke mere løbe væk. Blive hos mig selv. På egen måtte.

Ikke blot krævede du mit hjerteblod, men insiterede hele vejen igennem på, at jeg tilegnede mig ikke bare et nyt sprog, men også en ny forståelse af min værktøjskasse. Et positivt “Jeg har brug for-sprog”. Og det med værktøjskassen handlede nok mest af alt om at få fjernet den store hammer, så jeg kan begynde at se (hvad der ellers er). For selvom man får energi af at svinge hammeren mod sig selv, så er det ikke muligt at (op)bygge en holdbar fremtid med ét enkelt værktøj.

At passe ind alle steder føles som ikke at passe ind nogen steder fik du mig overbevist om på smukkeste vis, midt i naturen. Forfulgt af gøgen, der med sin ensformige kukuk’en konstant mindede mig om, at noget nok altid vil larme, men tiden er inde til at lade det glide i baggrunden.

Byrden på skuldrene og de tyngende år efterlod jeg hos dig. Og da jeg kørte hjem over broen havde jeg armene over hovedet (hvis altså det havde været muligt pga. vinden). Men måske gik det alligevel op i en større endhed at kunne knuge rattet og vide, at jeg holder fast i den nye kurs – uanset vejrforholdene.

Så hvad kunne du tilbyde mig, kære retreat? Mindfulness, morgenyoga, vand med mynte og citron i lange baner, omsorg, tanker og følelser i hobetal, 2 x dårlig søvn, terapi, ture rundt om slotssøen og hjemmebagte, lune morgenboller.

Styrke, mod, alenetid, genkendelse, en hane, der gavmildt og insiterende mindede mig om, at lyse tider er lige nu. At være med det, der er, indsigt, erkendelse og ansvar blandet med (hoved)brud forsaget af gamle (tanke)mønstre, der ikke sådan giver op uden kamp og så ja, en enorm træthed i krop og sind.

Og her, et par uger efter, mærker jeg stadig effekten af det nye, du plantede hos mig, som klogt valgte at spire i en drøm, før min overanalyserende hjerne tog over. Vi bestemmer ikke selv alt det, vi har med i rygsækken, men vi bestemmer selv, hvordan den skal bæres. Skal den bæres foran, på maven, som et filter, og være det første, vi møder verden med? Eller kan den bæres på ryggen, med bærestropperne justeret på en sådan måde, at den belaster og mærkes mindst muligt?

Den største forskel på de to modeller? Spørger du mig. Og jeg kan ikke undgå at have lidt en oplevelse af at være til eksamen. Det er hovedet på sømmet det her. Den største forskel er, sådan som jeg ser det, at med rygsækken på ryggen, kan jeg møde verden med hjertet forrest og bedre mærke min intuition og hvilken vej, jeg gerne vil gå. Du smiler bare, du ved godt, at det ikke længere er altafgørende for mig at få anerkendelse udefra. Ord er overflødige. Når maven siger ja – så siger jeg ja!

Måske er det alligevel ikke er så skrøbeligt, men faktisk enormt modigt at turde stå med alle lagene pillet af? At stå frem. At stå ved. At stå ene. Fremstående. Vedstående. Enestående.

Og jeg lover dig, at jeg står ved mine ord, når jeg med hånden på hjertet, og med en dyb vejrtrækning, har haft modet til at se mig selv i øjnene, bliver jeg aldrig den samme igen – heldigvis!

Ikke blot har du vist mig, hvori min styrke består men også, hvordan min nøgle skal vende, for at låse op for hele mig – af hjertet tak til dig og dine.