Jeg havde det virkelig dårligt og kunne slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne komme igennem det. Hver dag føltes som en kamp. Som at skrige under vand. Som at slå i en dyne. Som konstant at banke hovedet mod en mur. Som at stå i stampe. Som at træde vande. Som at skrige i afmagt og frustration uden nogen hørte noget eller gjorde noget, inklusiv mig selv. Intet fungerede. Jeg stod, for at sige det helt ærligt, i lort til halsen. Det var ren og skær overlevelse. Hver dag.

Men jeg har det rigtig godt i dag, fordi jeg tog mig selv alvorligt og kastede mig ud i noget, der var godt for mig, der åbnede mine øjne til at se anderledes på mig selv og mit liv. Helt ude af min komfortzone, men altså man skal jo også gøre noget andet for at få noget andet. Og når først jeg havde knækket den kode, så kom der ligesom flow i det hele. En morgen tog jeg mig selv i at smile til mig selv i spejlet og mærke en følelse i kroppen, at det her nok skal blive godt. Jeg havde fundet håb. De mørke skyer var væk, og pludseligt kunne jeg se muligheder frem for begrænsninger. Det var som nat og dag.