I stedet for at være indspillingen af en håndlæsersession, jeg havde fået tilbage i 2002, var der i stedet for musik. Jeg havde sådan glædet mig til at lytte til det igen, efter jeg havde stødt på det ved (en mindre) oprydning for et par uger siden. Især også fordi det endelig havde lykkes mig at lokalisere den dertilhørende museumsgenstand af et apparat, der var i stand til at afspille det gamle, uddøende levn fra en fjern fortid. Elsket og hadet igennem årtier: kassettebåndet.

Jeg var lige ved at blive godt og grundigt træt af mig selv og mega ærgerlig over, at jeg dog ikke havde passet bedre på mine ting. Tænk nu hvis det, der var på båndet, ville give mig lige præcis det, jeg havde brug for lige nu til mit virke som selvstænding? Til min videre udvikling som menneske. Hvis det indeholdte informationer, som jeg ikke kunne leve uden og som ville gøre, at jeg vidste præcis, hvad mit næste skridt skulle være? Der var vel en årsag til, at båndet var dukket op lige nu og her?

Men så var det, at jeg valgte at gøre noget andet.